TV2-profil reddet fra tvangsægteskab

TV2's udenrigskorrespondent Simi Jan kan takke sin mor for, at hun ikke blev giftet bort til en fætter i Pakistan. Hendes far havde ellers lavet en mundtlig aftale, da Simi Jan var teenager

Simi Jan kan takke sin mor for, at hun ikke blev giftet bort i en ung alder. Foto: Mogens Flindt
Simi Jan kan takke sin mor for, at hun ikke blev giftet bort i en ung alder. Foto: Mogens Flindt

I et stort interview i den nyeste udgave af ugebladet Femina fortæller 40-årige Simi Jan historien om sin mor, der valgte at blive skilt fra Simis far, da han planlagde at gifte sin datter bort til en pakistansk fætter, hun ikke kendte.

- Lad os nu sige, at min mor ikke havde stået op for alt det dengang - nu kender jeg historier, hvor mødrene ikke har gjort det - så kunne jeg være blevet gift med den fætter fra Pakistan og havde nok siddet og bagt fladbrød, siger Simi Jan til Femina og fortsætter:

- Så ville jeg have levet et liv, som jeg ikke ønsker at leve og ville have været underlagt nogle normer - ja, jeg ville have levet et liv, som min far gerne ville have, jeg skulle leve.

Og netop opgøret med faderen fylder en stor del i både det interview, Simi har givet til Femina, og i den bog om sin opvækst, familie og liv, som hun er i færd med at skrive.

Simi Jan rapporter fra Afghanistans hovedstad, Kabul. Foto: TV2
Simi Jan rapporter fra Afghanistans hovedstad, Kabul. Foto: TV2
 

Simi Jan fortæller, at hun er glad for, at hendes far - trods alt - har indvilliget i at medvirke i bogen.

- Historien er både vigtig, smuk og smertelig. Og ikke mindst en stor læringsproces for mig, fordi jeg netop vælger også at interviewe min far for at få hans side af historien. Jeg vælger at prøve at forstå min far i stedet for at udstøde ham, at gøre ham til det sammensatte menneske han også er.

- Uden forståelse er vi fattige. Vi mennesker er nødt til at forstå hinanden for at bane vejen for forsoning og tilgivelse. Og jeg er dybt taknemmelig for, at han medvirker, for uden hans side af historien, ville min bog ikke blive så nuanceret og dyb, som jeg stræber efter, fortæller hun til Ekstra Bladet. 

Simi Jan under et besøg på Værebroskolen, der ligger i et af Københavns såkaldte ghettoområder og i dag er truet af lukning. Som elev oplevede hun rummelighed, inklusion og sammenhold mellem lærere og elever. Foto: Therese Jægtvik
Simi Jan under et besøg på Værebroskolen, der ligger i et af Københavns såkaldte ghettoområder og i dag er truet af lukning. Som elev oplevede hun rummelighed, inklusion og sammenhold mellem lærere og elever. Foto: Therese Jægtvik
 

Om sin mors store mod og styrke fortæller hun:

- Hendes historie er vigtig, fordi det er en meget større historie om et oprør, der kan inspirere andre kvinder. Hun er en rollemodel – en stærk, viljestærk kvinde, der satte alt på spil for at kæmpe for sine døtre.

At Simi Jan valgte at kaste sig over at fortælle sin egen livshistorie skyldes til dels, at hendes mor på et tidspunkt blev alvorligt syg.

- Jeg gik i gang med bogen for tre år siden, da min mor fik konstateret uhelbredelig tarmkræft med levermetastaser. Jeg var lige blevet udstationeret i Istanbul med min mand og vores søn Adam, og vi valgte at flytte hjem igen for at tage os af hende. Hun havde fået nogle måneder tilbage at leve i.

Simi Jan skriver for tiden løs på en bog om sig selv og sim familie. Foto: Joachim Adrian
Simi Jan skriver for tiden løs på en bog om sig selv og sim familie. Foto: Joachim Adrian
 

- Jeg troede vitterlig, at jeg skulle miste min mor og med hende miste hendes historie, som jo også er en del af min historie, så det var midt i det kaos, at jeg gik i gang med at spørge ind til hendes barndom og ungdom, hendes ægteskab og skilsmisse. Pludselig væltede det ud med historier og detaljer, jeg ikke anede noget om, og pludselig stod jeg med en vild historie, der overgår mange andre historier, jeg gennem årene har rapporteret om.

Heldigvis overlevede Simi Jans mor. Hun bor i dag tæt på sine børn og børnebørn.

- Min mor overlevede, og det er et mirakel – og i dag bor vi sammen i et hus, hvor hun har sin egen selvstændige afdeling. Det er en stor gave for os alle – ikke mindst for mine to drenge, der elsker deres mormor overalt på jorden.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere