TV2-vært i karantæne: Sådan undgik jeg at blive bims

Journalist og tv-vært Karen-Helene Hjorth sad på TV2 over for den første coronasmittede dansker og kom straks i karantæne. Her afslører hun, hvordan det har været

Fryseren er blevet afrimet, og bestikskuffen vasket. Tiden i karantæne har været lang ... Video: Emma Svendsen & Maya Tekeli

Karen-Helene Hjorth stod øverst på sundhedsmyndighedernes lister over mulige smittede, da det kom frem, at TV2-medarbejderen Jakob Tage Ramlyng var smittet med coronavirus. Hun sad på den anden side af hans skrivebord og passede sit arbejde som nyhedsjournalist på TV2 News.

- Jeg vidste jo ikke, om jeg var smittet, og tog en for holdet. Det handler jo ikke om individet, men om fællesskabet i den her situation, fortæller hun Ekstra Bladet over en telefon fra sin lejlighed, som hun opholder sig i på 13. døgn af sin karantæne.

Det er først i dag, at Karen-Helene er helt sikker på, at hun ikke er smittet med coronavirus. Siden karantænes begyndelse har hun taget sin temperatur to gange om dagen og indberettet symptomer - eller mangel på samme - gennem daglige telefonsamtaler.

- Jeg har på intet tidspunkt været sikker på, om jeg var syg eller ej, fordi inkubationstiden kan være op til 12 dage. Jeg tror, det er dét, folk ikke sætter sig ind i eller forstår. Derfor er det heller ikke på noget tidspunkt faldet mig ind at bryde min karantæne. Tænk, hvis man smittede nogen, selvom man følte sig sund og rask, siger hun.

To uger uden datter
Mens Karen-Helene har været i karantæne har hendes syvårige datter boet hos sin far. De to har haft daglig kontakt på telefon og FaceTime, og det har ifølge Karen-Helene været vigtigt, at datteren fra start forstod, det ikke var farligt, at mor skulle være isolation.

- Den første samtale med min datter var ikke sjov. Vi var begge to knuste, men jeg har brugt tid på at tale med hende om, hvad hun forestillede sig, og spurgt hende, om var noget, hun gerne ville tale med mig om, for at spore mig ind på, om der var noget, hun har misforstået, siger hun og fortæller, hvordan hun og datteren har spist havregryn sammen på FaceTime om morgenen og læst godnathistorier sammen hver aften.

- Jeg har gjort meget ud af at fortælle hende, at jeg ikke er syg. Men jeg har også gjort mig umage for at være energisk og glad, når jeg har talt med hende, selvom det har været på en af de svære dage. Når jeg så alligevel er blevet berørt, har jeg sagt, at jeg skulle på toilettet. En ting er nemlig, at det er en mærkelig situation, men hun skal heller ikke tro, at jeg er ked af det.

Mørket krøb ud gennem telefonen
Det virker ikke logisk at tro, at man i en situation, hvor man egentlig bare kan sove længe og tage den med ro, bliver stresset. Men ifølge Karen-Helene skete det flere gange, at hun oplevede dyk i humør og energi under karantænen.

- Jeg er jo et socialt menneske og vant til at have masser mennesker omkring mig. Men på et tidspunkt var det, som om mørket krøb ind på mig. Jeg oplevede enormt meget stress, selvom det jo lyder helt modsatrettet min situation, fortæller Karen-Helene, der benyttede sig at TV2's tilbud om psykologhjælp under karantænen.

Arkivfoto: Vincent West/Ritzau Scanpix Samfund - 10. mar. 2020 - kl. 18:13 Opfordrer 5000 ansatte til at blive hjemme

Psykologen fortalte hende, at det, Karen-Helene oplevede, var fuldstændig normalt, og at den stress, hun oplevede, kunne skyldes den ekstra tid, hun brugte på at være tilgængelig på sin telefon og tjekke sociale medier.

- Jeg satte den på lydløs og kom lidt væk fra den. Der opdagede jeg, hvor stressende det havde været at være til rådighed hele tiden.

Men telefonen røg alligevel ikke helt på køl, for Karen-Helene plejede sine sociale lyster med FaceTime-aftaler, vin med veninder og karantæneramte kollegaer og talte om alt mellem himmel og jord - bortset fra coronavirussen.

Nyttig i en unyttig situation
Af alle de mange råd nyhedsværten har fået til at komme godt igennem en periode i isolation fra omverdenen, fremhæver hun især ét - nemlig at få gang i en dagligdag, hvor man holder sig selv i gang på trods af de begrænsende omstændigheder.

- Det har hjulpet mig at få struktur på hverdagen. Jeg har holdt mig i gang og fået trænet, og for at føle mig nyttig i en ellers unyttig situation har jeg fået ordnet en masse praktiske ting. Og jeg er faktisk blevet færdig med hele min to-do-liste i dag, siger hun og beretter både om en afrimet fryser og nyvasket bestikskuffe i lejligheden.

Selvom det selvfølgelig er skønt at bo i en klinisk ren lejlighed, vil Karen-Helene følge alle myndighedernes retningslinjer for at sikre sig, at hun ikke skal tilbringe flere uger i karantænetilstand. Hun afviser alle chancer for, at hun, når hun kommer ud i virkeligheden torsdag morgen, skal tilbage til et liv med byture og koncerter, der kan bringe hende i smittefare.

- Jeg glæder mig til at komme ud og spille tennis, løbe en tur, til at komme tilbage på arbejde, til at se mine kollegaer og sige tak for deres støtte.

Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Spejlsalen i Statsministeriet om coronavirus. Her præsenterer hun nye tiltag fra myndighederne for at inddæmme smitte. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix Politik - 10. mar. 2020 - kl. 11:19 Myndigheder med opfordring: Undgå tog og bus i myldretid

- Jeg skal ikke ud og danse, for jeg vil egentlig bare gerne tilbage i hamsterhjulet, og risikoen for at blive smittet og komme i isolation igen er der jo.

- Og den tanke er så uoverskuelig, at jeg ikke kommer til at kaste mig ud i den slags igen. Men der er alligevel heller ikke noget, der er fjernere for mig end et rum fuld af mennesker, griner hun gennem telefonen.

Der er dog ingen tvivl om, at turen går direkte til Vesterbro, hvor hendes datter venter på hende.

- Så må hun altså bare komme lidt senere i seng den aften.

Karen-Helene og de andre karantæneramte TV2-medarbejdere har fået tre dage fri, som de kan tilbringe med deres familie, inden de vender tilbage til arbejde efter 14 dage helt alene i deres lejligheder.