Udsat for groft identitetstyveri

Cyron Melville er chokeret over, at nogen kan finde på at udnytte hans navn med grimme hensigter

Ifølge Cyron Melville har det været en meget ubehagelig oplevelse. Foto: Mogens Flindt
Ifølge Cyron Melville har det været en meget ubehagelig oplevelse. Foto: Mogens Flindt

Den seneste tid har den danske skuespiller Cyron Melville oplevet, at en eller flere personer har oprettet falske profiler på Instagram og udgivet sig for at være ham for derefter at tage kontakt til kvinder.

Det fortalte han, da Ekstra Bladet mødte ham på den røde løber til gallapremiere på filmen 'The Gentlemen' i Big Bio i Københavns Nordhavn.

Ifølge den 35-årige skuespiller har oplevelsen været yderst ubehagelig.

- Der er jo tale om decideret identitetstyveri. Der var tre-fire profiler, der kørte, og igennem de her profiler var der en fyr, som havde skrevet til piger med ret lumre hensigter. Der blev forsøgt at starte en chat, og jeg kan jo frygte, at nogen kan have sendt billeder til den her person, sagde han til Ekstra Bladet og fortsatte:

- Det var rigtig 'nederen', og det kom tæt på på en anderledes måde. Man har hørt om det langt ude, men man har ikke selv prøvet det. Det var en rigtig ubehagelig oplevelse, sagde han videre.

Se også: Viser ny kæreste frem for første gang

Anmeldt
De falske profiler har fået Cyron Melville til at reagere. Han har blandt andet været i kontakt med politiet og har anmeldt samtlige profiler.

- Og så har jeg ansøgt om at få en verificeret Instagram-profil, så man ved, hvilken der er den rigtige profil. Nu forstår jeg, hvorfor folk har det. Jeg anede ikke, hvorfor folk havde det førhen, men det skal jeg have nu, sagde han.

Men sagen stoppede langtfra med anmeldelserne. Efterfølgende blev Cyron Melville pludselig kontaktet af en mand, han ikke kendte.

- Der var pludselig en mand, der skrev til mig over Instagram, og så ringede han pludselig også. Han var meget konfronterende, hvor jeg hurtigt kunne mærke, at han var helt ude for rækkevidde. Jeg tænkte, at det måske var ham (der havde lavet profilerne, red.), der var blevet fornærmet over, at jeg havde sat gang i sagerne. Det kan man altid gisne om, sagde Cyron Melville, der understregede, at han har det godt trods den meget ubehagelige episode:

- Men det har lagt sig igen, og jeg er ovenpå og har det godt.

Se også: Tv-vært afviser numse-fusk