Ukendt mand knuser Maschas drøm: - Jeg er så frustreret

En fremmed mand påstår, at han bor i Mascha Vangs nye lejlighed, og bloggeren aner ikke, hvad hun skal gøre ved situationen

Mascha Vang forklarer udfordringerne i at pendle frem og tilbage mellem Kolding og København.

Februar startede fremragende for Mascha Vang, der jublende lykkelig kunne fortælle, at hun endelig havde købt en lejlighed i København. Nu er den boligdrøm knust i en yderst spektakulær sag, skriver hun på sin blog.

Jagten på den rette lejlighed havde varet i godt et år, inden bloggeren fandt det rette sted og smed 4,7 mio. kroner for boligen. Over for Ekstra Bladet slog hun fast, at hun virkelig var glad for, at det hele endelig var faldet på plads.

- Det er simpelthen så dejligt. Det har været en kamp ud over det sædvanlige, fordi der har været så mange ting, den her lejlighed har skullet leve op til med beliggenhed, bopælspligt og alle de her ting, sagde hun dengang og fortalte, at det ville komme til at hjælpe på hendes stressniveau, fordi hun ikke var tvunget til at nå toget hjem til Kolding eller bo på hotel i København.

Nu har hendes glæde dog lidt et knæk. Det skriver hun på Instagram.

'Jeg har sovet første nat i lejligheden, eller faktisk har jeg ikke sovet. Jeg er så frustreret, sur og ked af det! Der er simpelthen flyttet en fremmed mand ind, og jeg må ikke få at vide, hvem han er,' skriver hun i opslaget.

Se også: Bruger stort millionbeløb: - Jeg har været en tikkende bombe

Den fremmede mand er ikke fysisk flyttet ind hos Mascha Vang. Men han har taget hendes adresse. Og det kan få store konsekvenser for hendes drøm om at have en lejlighed i København, skriver hun i sit seneste blogindlæg

'Jeg har fået en mail fra min advokat, om at bopælspligten er trådt i kraft, da en person har taget adresse i min lejlighed. Personen er naturligvis ikke mig selv, for hele idéen med at købe denne lejlighed er, at man ikke må have adresse her,' skriver hun og fortsætter:

'Så snart en person har haft adresse her, så er der bopælspligt, og jeg vil derfor ikke kunne eje den og benytte den, som jeg vil, da jeg har hus i Kolding, hvor jeg bor og har adresse. Det er jo det, det hele handler om, med den lejlighed her. Det har været så omfattende med denne handel - og nu dette!'

Se også: Maschas store frygt

Økonomisk tab
Mascha Vang skriver på bloggen, at hun har forsøgt at ringe rundt til forskellige instanser, men hun kan ikke få oplyst, hvem personen er - andet end at der er tale om en mand.

Men personen har tilmeldt sig hendes adresse og meldt til det offentlige, at han er flyttet ind. Hun kan ikke forstå, hvordan det kan lade sig gøre, men i værste fald kan det betyde, at hun igen må på boligjagt.

'Jeg har sågar aflyst leveringen af nogle møbler, da jeg i værste tilfælde er nødt til at sælge lejligheden asap (hurtigst muligt, red.) og tage et økonomisk tab, hvis ikke der bliver rettet op på det. Lejligheder uden bopælspligt er dyrere end lejligheder med bopælsligt, så der er også et væsenligt værditab i forbindelse med, at nogen tager adresse i lejligheden.'

Tiden vil vise, om Mascha Vang får løst situationen, eller om hun igen må kaste sig ud i jagten på lejlighed i hovedstaden.

Ifølge advokat Birgitte Steenbjerre fra Aumento Advokater, så har en lejlighed bopælspligt, når den er blevet tilmeldt i folkeregistret. Dog vil de fleste kommuner kontakte ejeren af lejligheden for at få bekræftet, at personen bor på adressen, inden det bliver registreret.

- Kommunen vil skulle afregistrere, hvis der er tale om en sag, hvor personen ikke efter aftale med lejeren reelt bor i lejligheden. Bopælspligten vil herefter blive fjernet, siger Birgitte Steenbjerre til Ekstra Bladet.

Det burde derfor ikke, ifølge Birgitte Steenbjerre, være et problem at få fjernet personen fra adressen igen i sager som denne.

Ekstra Bladet har forsøgt at få uddybende kommentarer fra Mascha Vang, men det har endnu ikke været muligt.

Mariyah er bestemt ikke bange for at føre sig frem i 'Paradise Hotel'. Foto: Nent Group Danmark Film, tv & radio - 12. feb. 2020 - kl. 17:14 Mariyah chokerer: - Det stikker helt af