Vanvid i 'Luksusfælden': Tabte 85.000 på fire dage

Det er ikke kun aftenens deltager, der er i chok, da han bliver præsenteret for sit voldsomme forbrug

De seneste 12 måneder har 23-årige Nicolai fra Helsinge brugt næsten en halv million kroner på at gamble. Foto: TV3
De seneste 12 måneder har 23-årige Nicolai fra Helsinge brugt næsten en halv million kroner på at gamble. Foto: TV3

- Jeg kan ikke mindes, jeg tidligere i 'Luksusfælden' har set så vild en diversepost.

Så kontant beskriver 'Luksusfælden'-ekspert Carsten Linnemann de 24.800 kroner, som aftenens deltager - 23-årige Nicolai fra Helsinge - hver måned bruger på stort og småt - primært gambling.

- Det her er ikke legetøjspenge, Nicolai. Det er rigtige penge, og det er det, du i gennemsnit har brugt hver eneste måned på 'diverse', supplerer ekspert Mette Reissmann.

Nicolai bor i en lille campingvogn i en kammerats baghave, da han trods en fornuftig indtægt har formået at spille alt, hvad han ejer, væk.

85.000 på fire dage
Når pengene slipper op, låner Nicolai af familie og venner eller klikker sig til nye, dyre kviklån på mobilen. Det har fået hans storesøster, Christina, til at melde ham til 'Luksusfælden'.

- Det påvirker mig rigtig meget, fordi når Nicolai har det skidt, har han brugt mig meget, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal hjælpe ham mere. Jeg synes, jeg har prøvet, siger en grådkvalt Christina i programmet.

Da størrelsen på diverseposten bliver gjort op i aftenens program, knækker filmen for både Nicolai og Christina. Foto: TV3
Da størrelsen på diverseposten bliver gjort op i aftenens program, knækker filmen for både Nicolai og Christina. Foto: TV3

Nicolai spiller dagligt, og når det går værst for sig, er det store summer, der går op i røg. Han har tidligere formået at tabe svimlende 85.000 kroner på sølle fire dage.

- Ved du, hvor meget du har spillet for hver dag, spørger Mette Reissman.

- Nej, men jeg kan huske, at sidste år gik jeg, min søster og hendes mand min økonomi igennem, og der havde jeg spillet for en halv million, svarer en brødebetynget Nicolai.

Hjælp udefra
Nicolai drømmer om at få en lejlighed igen og vende tilbage til et normalt liv, men det kræver, at han får styr på sin spilafhængighed, hvilket i den grad sætter eksperterne på prøve.

Mette Reissmann og Carsten Linnemann indser hurtigt, at de ikke har de faglige kompetencer til at hjælpe Nicolai med hans ludomani og må hente forstærkninger udefra.

Spørgsmålet er bare, om de er tids nok ude, og om Nicolai er parat til at modtage hjælpen.

'Luksusfælden' har premiere i aften klokken 20.00 på TV3.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere