Veninden om Karen Thisteds død: - Jeg begriber det ikke

Lone Kühlmann fik et chok, da hun hørte, at veninden gennem mange år var død

Karen Thisted blev 73 år. Redigering: Kristian Hansen

Mandag morgen døde Karen Thisted i sit hjem i København - 73 år gammel. Det bekræftede hendes datter, Marlene Thisted, tidligere mandag over for Ekstra Bladet.

Nyheden om dødsfaldet kom bag på journalisten Lone Kühlmann, der i årevis har været gode veninder med Karen Thisted. De to har blandt andet holdt foredrag om deres venskab og forskelligheder.

Lone Kühlmann fik nyheden, da hendes søn læste det og ringede til hende.

- Jeg har været helt ude af flippen lige siden. Det er jo klart. Vi har kendt hinanden, siden vi var purunge, siger hun og beskriver beskeden som et stort chok.

Karen Thisted og Lone Kühlmann har været veninder i mange år. Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
Karen Thisted og Lone Kühlmann har været veninder i mange år. Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix
 

Hun fortæller, at det ikke er længe siden, hun var i kontakt med Karen Thisted, men i de seneste dage har hun flere gange tænkt på at skrive til hende.

- Jeg fik en sms fra hende så sent som i fredags, hvor hun spurgte, hvordan det gik, fordi jeg har været igennem en håndoperation, og at vi skulle ses og sådan noget. Jeg svarede, at det kan jeg fortælle dig mere om, når jeg kommer fra hospitalet, men jeg har selvfølgelig aldrig fået taget mig sammen, fordi der så skete så meget andet.

- Jeg gik lige og tænkte på: 'Gud, jeg må også til at få svaret Karen' ... hold nu op, jeg begriber det slet ikke. Det gør jeg bare ikke, siger hun.

Karen Thisted blev 73 år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Karen Thisted blev 73 år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
 

Et irriterende festblus
De to lærte hinanden at kende, fordi Karen Thisted gik på Journalisthøjskolen med Lone Kühlmanns mands ven, og siden har de været i hinandens liv.

- I lange venskaber er der jo perioder, hvor man ser mere til hinanden end andre, og man beskæftiger sig med forskellige ting. Der har været perioder, hvor vi har været tætte, og der har været perioder, hvor vi ikke har været så tætte. Men vi har jo altid kendt hinanden, og vores familier har kendt hinanden, siger Lone Kühlmann, der vil huske glædeligt tilbage på veninden.

De to veninder havde altid en fest. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
De to veninder havde altid en fest. Foto: Jørgen Jessen/Ritzau Scanpix
 

- Jeg vil huske hende som et festblus. Hun var fuldstændig vidunderlig at være sammen med og engang imellem fantastisk irriterende. For Karen havde meget med at spørge mig til råds, og så gjorde hun det stikmodsatte, og det er jo irriterende, når man uddeler sine fantastisk gode råd, siger hun med et grin.

Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted var i mange år tætte veninder og lavede meget tv sammen. Foto: Arkiv
Suzanne Bjerrehuus og Karen Thisted var i mange år tætte veninder og lavede meget tv sammen. Foto: Arkiv