'Verdens bedste' hylder Guld-Harald

Igennem et langt liv på og udenfor banen har Flemming Gert Nielsen stået nu afdøde Guld-Harald Nielsen nær

Der er ingen tvivl om, at der har været mange gode timer imellem de to familier Nielsen, der nu er blevet et medlem mindre. Det bærer 'Verdens bedste' Flemming og Birthe Nielsens hjem i Helsingør præg af, da Ekstra Bladet besøger dem til en tur ned af 'memory lane'.

Flemming og Harald vandt begge sølv ved den legendariske landsholdspræstation i Rom i 1960, og de høstede begge en for datiden fantastisk professionel kontrakt i henholdsvis Atalanta og Bologna.

- Det var jo fantastisk spændende, når vi kunne mødes i forbindelse med, at deres to hold mødtes, fortæller Birthe Nielsen.

- Ja, så sås vi privat bagefter og fik lige klaret verdenssituationen, tilføjer Flemming Nielsen.

Flemming husker især Harald Nielsen for hans utrolige 'målnæse' og sportsmanship på banen.

- De forfærdelige ting, man indimellem ser på banen i den professionelle fodbold i dag, ville Harald eller jeg selv aldrig havde gået med til. Det gjorde man simpelthen ikke dengang, forklarer han.

Udenfor banen mindes han Harald Nielsen som en god kammerat livet igennem. Samtidig værdsatte han, hvordan Harald Nielsen ikke havde nogen falsk beskedenhed omkring det rige liv og de store ambitioner, der fulgte med fodbolden.

- Nej, Harald var ikke diplomatisk eller falsk beskeden på den måde. Han skammede sig ikke over de ting, han satte pris på. Og da han selv anskaffede sig tilnavnet 'Guld-Harald' ved at proklamere, at vores landshold var godt nok til at vinde OL 1960, troede vi andre på holdet ham, fortæller Flemming Nielsen.

- Selv om ingen andre i verden havde forestillet sig, at vi amatører fra Danmark skulle kunne vinde noget, var vores tro på os selv så stærk, at vi faktisk hang noget med mulen, efter vi havde tabt finalen. Også Harald. Men det ville vores træner Arne Sørensen simpelthen ikke have, så han kom ned i omklædningen med øl og beordrede os til at fejre den præstation, vi havde begået. Og så gik det op for os, hvor stort det var.

Trods det spændende liv og de mange oplevelser sammen, synes Flemming Nielsen, at det var for tidligt, Guld-Harald forlod os.

- Det var ikke nogen overraskelse for dem af os, der kendte til hans sygdomsforløb, men puha et trist telefonopkald at starte dagen på. På den ene side vil man jo ikke trænge sig for meget på, når venner er syge. På den anden side er det bestemt aldrig rart at sige farvel til en så god ven og holdkammerat.

Harald Nielsen blev blot 73 år.