Vil score millioner: Sælger vild udsigtslejlighed

Mille Lehfeldt kræver 11,5 millioner kroner for lejligheden

Mille Lehfeldt sælger hytten. Foto: Henning Hjorth
Mille Lehfeldt sælger hytten. Foto: Henning Hjorth

Med Skuespilhuset og Det Kongelige Teater rundt om hjørnet findes der nok ikke en meget bedre beliggenhed for et ægte skuespillerhjem end Havnegade i København. 

Det er da også her, at skuespillerinden Mille Hoffmeyer Lehfeldt har boet sammen med sin skuespiller-mand, Sophus Windeløv Kirkeby, siden 2017 i en lejlighed med fri udsigt til havneløbet, men nu - næsten tre år senere - er parrets hjem kommet til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Da de købte den 154 kvadratmeter store herskabslejlighed - som ifølge mæglerbutikken Nybolig København K - Munch & Bjerregaard har mange klassiske detaljer som stuklofter, rosetter, franske dobbeltdøre og høje paneler - gav de lige knap 8,7 millioner kroner.

I dag kan du overtage udsigtslejligheden for 11,5 millioner kroner, som er det 'Lærkevej'-skuespilleren og husbondens lejlighed er kommet til salg for. Altså en solid millionfortjeneste.

Se også: Fra 'Badehotellet' til revy

Over gennemsnittet
Mille Lehfeldt er af mange kendt som 'Lykke' i DR's populære tv-serie af samme navn, og nu vil tiden vise, om hun har lykken med sig på det københavnske boligmarked, der har landets højeste priser.

Særligt når det gælder ejerlejlighedsmarkedet i hovedstaden, er en kvadratmeter rigtig meget værd. 

Det viser tal fra boliga.dk.

Foto: Nybolig København K - Munch & Bjerregaard
Foto: Nybolig København K - Munch & Bjerregaard

Lige nu er lejlighederne i København K - hvor Lehfeldts hjem ligger - i gennemsnit udbudt til salg for 59.000 kroner pr. kvadratmeter, hvilket på landsplan kun er overgået af den nye københavnske bydel Nordhavn, hvor en kvadratmeter koster over 64.000 kroner lige nu.

Skuespillerparrets lejlighed på havnepromenaden er derimod - med en kvadratmeterpris på 74.675 kroner - udbudt til salg et stykke over gennemsnittet for området.  

Mille Lehfeldt har ikke skuespiltalentet fra fremmede: Hendes forældre, Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer, har begge en lang karriere på scenen og skærmen bag sig. Også husbonden, Sophus, er barn af to kendte og kunstneriske danskere: filmproducer Vibeke Windeløv og kunstmaleren Per Kirkeby

Se Mille Lehfeldt udsigtslejlighed her