'Vild med dans'-vært skal skilles

Sarah Grünewald og manden går fra hinanden efter fire år som ægtefolk

Tv-værten Sarah Grünewald skal skilles fra manden Rasmus Backhaus.

Det oplyser hun på sin Instagram-profil.

'Ras og jeg har truffet verdens sværeste men vigtigste beslutning - Det at gå fra hinanden. I den beslutning ligger en kæmpe sorg og en ubeskrivelig smerte som vi i længere tid har givet plads, og som vi i stilhed har omfavnet og delt med hinanden', skriver den 35-årige Grünewald, der især er kendt som vært på 'Vild med dans'.

'Vi går udelukkende fra hinanden som ægtefolk, men vil for evigt blive sammen som familie. Vi er de bedste venner og de bedste forældre for Luis og vores liv er heldigvis fyldt med en enorm kærlighed og rummelighed til og for hinanden.'

Sarah Grünewald og manden Rasmus Backhaus sammen i 2013. Foto: Tariq Mikkel Khan
Sarah Grünewald og manden Rasmus Backhaus sammen i 2013. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Parret fandt sammen i 2013, blev gift året efter og har sønnen Luis på to sammen.

Sarah Grünewald, der begyndte sin karriere som model, har været vært på 'Vild med dans' siden 2013. I 2015 annoncerede hun sin graviditet for åben skærm og fødte sønnen i marts året efter.

Sønnen er født med læbespalte og har gennemgået flere operationer, som parret har været meget åbne omkring.

Se også: Dansk tv-vært i vanvittigt tampon-uheld

Begyndte i parterapi
Sidste år fortalte den kendte vært til Eurowoman, at hun og manden var begyndt i parterapi.

– Vores forhold bliver udfordret, når vi glemmer at passe på hinanden. Hvis vi ikke ser hinanden som Sarah og Rasmus, men kun ser hinanden som mor og far. Så har vi brug for at trække stikket og sidde og kigge lidt på hinanden, tage ud og spise eller gå en tur, når den lille er afleveret i vuggestuen, forklarede hun.

– Det er hverken bål eller brand, tværtimod. Det, vi har sammen, er så hamrende værdifuldt, og det skal der passes på. Så efter vi fik Luis, og der ikke har været tid og overskud nok til at tale sammen, blev vi enige om, at det kunne være superfedt at prøve det, som mange gør alt for sent. Det er fedt at have det her rum, hvor vi kan få sagt alt det, der skal siges og har behov for at tale om, tilføjede Rasmus.

I forbindelse med 'Vild med dans' sidste år lagde Grünewald ikke skjul på, at det var rart for hende at arbejde på tv-programmet.

- Mentalt for mig har det været et rart sted for mig at være. Jeg har haft up and downs. Store ændringer og skift i alt muligt i mit liv. Derfor har det virkelig været nice at komme på arbejde og bare være mig og blive værdsat. Det er som at være sammen med alle vennerne, forklarede hun til Ekstra Bladet.

- Jeg har haft meget at tænke på, så jeg er enormt taknemmelig for at lave 'Vild med dans', slog hun fast og tilføjede hun, at hun er klar til at styre dansegulvet igen næste efterår.

Grünewald oplyser i sit opslag, at hun ingen yderligere kommentarer har til bruddet.

Se også: Grünewald om kæmpegæld: Stil nogle ordentlige spørgsmål

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere