Vild pris: Årets dyreste handel 

Lego-arving har betalt knap 80 millioner kroner for herligheden

Thomas Kirk Kristiansen. Foto: Stine Bidstrup
Thomas Kirk Kristiansen. Foto: Stine Bidstrup

Da Lego-arvingen Thomas Kirk Kristiansen i foråret skrev under på skødet på det historiske Skovsbo Gods på det nordøstlige Fyn, var der ingen tvivl om, at det nok skulle gå hen at blive et af årets allerstørste handler på det danske boligmarked i år. 

Noget den netop tinglyste salgspris slår fast med syvtommersøm: Den nyslåede bestyrelsesformand i Lego-familiedynastiet har nemlig betalt næsten 80 millioner kroner for den knap 450 år gamle herregård.

Det skriver boligsitet boliga.dk

Bag salget af den 900 kvadratmeter store bolig, som ligger på over 26 hektar jord, står liebhavermæglerkæden LILIENHOFF - og med hammerslaget på 79.896.600 millioner kroner er det den absolut største handel i 2020 indtil videre solgt ved almindelig frit salg.

Da Jens Belling købte Skovsbo Gods for mere end ti år siden, gav han ifølge Fyens Stiftstidende omkring 66,5 millioner kroner for den historiske ejendom.

Den næstdyreste handel i år er et svinebrug i Nordjylland med over 282 hektar jord, som blev solgt for lige over 54 millioner kroner tilbage i februar.

Flere til salg
Hvis du ligesom Kirk Kristiansen gerne vil have titlen af godsejer, så har du i øjeblikket flere muligheder for at erhverve dig en af de herskabelige ejendomme.

Lige nu er der flere herregårde og godser til salg, ifølge boliga.dk - og de to dyreste ligger ligesom Lego-arvingens nye hjem også på Fyn. 

Det drejer sig om Nakkebølle Gods fra 1559, som ligger på 36,6 hektar jord ud til det sydfynske øhav udenfor Faaborg og er til salg for 60.000.000 kroner. 

Hvis det lige er toppen af dit budget, kan du i stedet slå til og købe Gyldensteen Gods - en historisk, renæssanceherregård fra 1640 - ved Bogense på Nordfyn, der koster 40 millioner kroner. 

Thomas Kirk Kristiansen er medejer af pengetanken Kirkbi, der ejer 75 procent af legetøjsgiganten Lego, som blev stiftet af hans oldefar Ole Kirk Christiansen i Billund tilbage i 1932.

Se landets dyreste landejendomme her

Overklassens rigeste forvandler dyre godsejer-drømme til en skattemæssig fordel. Læs mere om det her (+)