Vilde krav: Få Medina og Mads Langer hjem i haven

Der er dog en stribe krav, der skal accepteres, hvis du vil have Medina forbi

Hvordan der præcis skal blive plads til Medina, lydudstyr og gæster på altanen, er værtens ansvar. Foto: Per Lange
Hvordan der præcis skal blive plads til Medina, lydudstyr og gæster på altanen, er værtens ansvar. Foto: Per Lange

Normalt tager kunstnerne på Grøn Koncert turen rundt til nogle af de største danske byer og spiller, men i år bliver det en anderledes type koncerter, de skal give.

På grund af coronavirusset er årets karavane nemlig aflyst, men det betyder ikke, at artisterne kommer til at sidde derhjemme og trille tommelfingre.

Se også: Blev hemmeligt gift: Sådan så det ud

I stedet vil de den 25. juli spille private koncerter hos en række danskere.

Det afslører Grøn i en pressemeddelelse, hvor de løfter sløret for 'Grønnere Grøn'.

- Hvis man kunne tænke sig at blive blandt værterne for koncerterne med eksempelvis Scarlet Pleasure, Hjalmer, Medina, Phlake, Carpark North, Mads Langer, Clara og TopGunn i sin have, sit køkken, på altanen eller i gården, kan man deltage i castingen ved at indsende en ansøgning på GrønnereGrøn.dk, lyder det i pressemeddelelsen.

Medina er klar til at give koncert hjemme hos en heldig dansker. (Arkivfoto) Foto: Morten Pedersen/Ritzau Scanpix
Medina er klar til at give koncert hjemme hos en heldig dansker. (Arkivfoto) Foto: Morten Pedersen/Ritzau Scanpix

Der er dog et lille mén. Som vært accepterer man ansvar for at overholde Ordensbekendtgørelsen om støj, kun at indtage drikkevarer fra Carlsberg Danmark A/S, lade sig selv og gæster filme til tv og man har ansvaret for at festen afvikles i henhold til covid-19-vejledningerne. Derudover må man ikke være 'synligt beruset'.

Se også: Udsat for identitetstyveri: - Det er grotesk

I pressemeddelelsen fremgår det, hvordan man bliver blandt de udvalgte.

- Det gælder om at fortælle, hvorfor man synes, at man lige præcis selv kunne være en fantastisk koncertvært.

- Er man blandt de heldige udvalgte i castingen, får man besøg af Muskelsvindfondens berømte crew, der monterer scene, lys og en bar.

Dagen igennem vil Nova sende liveradio, og om aftenen bliver et musikalsk show med Anders Breinholt sendt på TV2 og TV2 Play.

Krav til din Grønnere Grøn fest

I forbindelse med udvælgelsen stiller Grøn flg. krav for at du kan komme i betragtning som vært for en af de tv-transmitterede koncerter. 

  • Grønnere Grøn kommer på besøg inden koncerten (dato aftales med den udvalgte) for at aftale og sikre den bedste afviklingen og sikkerhed omkring det sted, du ønsker at afholde din Grønnere Grøn fest. 
  • Grønnere Grøn og produktionen kan, i det omfang det kræves, påbegynde klargøring, opstilling m.m. fredag d. 24/7 fra kl. 8.00 og afhente evt. udstyr d. 26/7. 
  • Det skal være muligt at afholde lydprøver både d. 24. & 25. juli i det omfang der er behov for dette. 
  • Der skal være adgang til strøm. Kravene vil variere fra kunsterne til kunster. I det omfang der ikke er nok strøm vil Grønnere Grøn arbejde på en løsning i samarbejde med den udvalgte. Omkostninger til dette dækkes af Grønnere Grøn.
  • Stedet er tilhørende en privat bolig og ejeren skal også her have fuld råderet – det må ikke være et fællesareal med ’tilknytning’ til boligen.  
  • Kun ens ’nære venner’ og familie kan deltage og der må ikke betales ydelser til værten for at deltage i festen. 
  • Festen er omfattet af reglerne i Ordensbekendtgørelsen om støj og lignende. Det er derfor din pligt og dit ansvar at overholde reglerne i Ordensbekendtgørelsen, eventuelle grundejerforeningsregler, varsling af naboer om eventuelle støjgener, varsling af naboer om eventuelle parkeringsudfordringer grundet produktionskøretøjer m.m. 
  • Det er din pligt og dit ansvar at overholde alle relevante COVID-19 bekendtgørelser og vejledninger. Da regler ændrer sig løbende hjælper Grønnere Grøn selvfølgelig dig med at du kan overholde disse. 
  • Grønnere Grøns TV-samarbejdspartner Pineapple har lov til at filme og vise koncertstedet samt gæsterne i produktionen og efterfølgende genudsendelser på tv, web eller sociale medier. 
  • Du og gæsterne må ikke være synligt berusede under optagelserne.
  • Under tv-transmissionen må der ikke nydes andre drikkevarer end de produkter der er leveret af Carlsberg Danmark A/S. 
  • Alle dine gæster kommer til at udfylde en deltagerkontrakt, hvor de tillader, at vi må filme dem under koncerten. 
  • Du må ikke opsætte banner eller lignende med eksterne navne, logoer, forretningskendetegn m.v. eller i øvrigt foretage markedsføring på lokationen. Arrangørerne afgør egenrådigt om der er tale om uønsket markedsføring. 
  • Endvidere skal du være indforstået med at Grønnere Grøn bestemmer koncerttidspunktet d. 25/7 af hensyn til tv-transmissionen.

Kilde: groenneregroen.dk