Wafande i kæmpe kovending

Wafande havde svoret, at han aldrig skulle være med i 'Vild med dans'. Alligevel stiller han op i den kommende sæson

- Jeg er ikke sådan en, der skal være med i 'MasterChef' eller 'Vild med dans' for slet ikke at tale om 'Paradise Hotel'. Det er stensikkert.

Sådan lød den kontante udmelding fra musikeren Wafande, da han tilbage i 2014 blev spurgt ind til, om han kunne tænke sig at lave mere tv.

Han fortsatte:

- Jeg kan godt danse en lille breakdance. Men pardans, det kommer bare ikke til at ske. Desuden er jeg alt for meget konkurrencemenneske - især når det er noget med sport. Så skal jeg være den bedste, ellers gider jeg ikke.

Men nu har piben fået en anden lyd. Wafande er nemlig en del af castet, når 'Vild med dans' 2. oktober får premiere.

Det kom noget bag på Jenna Bagge, da hendes dansepartner Umut Sakrya valgte at trække sig fra 'Vild med dans'. Foto: Henrik R Petersen/Ritzau Scanpix Danske kendte - 7. sep. 2020 - kl. 19:57 Kold luft efter chok-exit

Da Ekstra Bladet tirsdag mødte ham og partneren Mie Martha Moltke på pressemødet forud for årets sæson af 'Vild med dans', forklarede han, hvorfor han har ændret mening.

- Jeg har virkelig været sådan: 'Det skal jeg ikke være med i'. Men vi ændrer os jo som mennesker, og man får lyst til at prøve nye ting. Tidsmæssigt har jeg heller ikke haft tid til at være med i 'Vild med dans', for jeg har været på tour og lavet mange andre ting, siger han til Ekstra Bladet med et grin og tilføjer:

- Så nu var det det rigtige tidspunkt for mig som menneske. Nu kan jeg gå ind i det 100 procent. Jeg ville ikke bryde mig om at være med i 'Vild med dans' og skulle have alle mulige andre bolde i luften samtidig. Nu kan jeg ligesom dedikere min tid til det her.

Store fødder
- Du har også på et tidspunkt sagt, at du ikke ville være med i 'Vild med dans' og danse pardans, fordi du bruger størrelse 49 i sko og er bange for at træde damerne over tæerne?

- Det kan ikke være mig. Det har jeg aldrig sagt. Men jo - jeg har store fødder, siger han med et grin, inden han bliver suppleret af sin dansepartner, Mie Martha Moltke:

- Jeg er vant til, at man træder mig over fødderne. Det må man godt. Så du fyrer den bare af, griner hun.

Selvom Wafande og Mie Moltke kun lige har mødt hinanden, kommer de allerede godt ud af det med hinanden.

- Det er vildt sjovt allerede. Vi har haft første træning. Det er længe siden, jeg har grinet så meget. Der er god stemning i danserum fire indtil videre, lyder det fra en glad Wafande, der fortsætter:

- Det er meget nyt stadig, men jeg har indtrykket af, at der er god stemning, og det er altafgørende, at man har det godt i det, man laver. Hvis bare nogle af dansetimerne bliver ligeså sjove, så bliver det rigtig godt efterår.

Se også: Tager pause fra mænd: - Mit kærlighedsliv er så trist

Wafande har da også allerede fået blod på tanden i forhold til dansen:

- Det er win-win. Det var tid til at prøve noget nyt. Hvis jeg bliver helt vildt god til at danse - hvem ved. Så er det måske den næste karriere, griner han.

- Så går jeg bare ud til DM i wienervals, griner han videre.

Wafande skal danse med Mie Martha Moltke. Foto: Mogens Flindt
Wafande skal danse med Mie Martha Moltke. Foto: Mogens Flindt

Fremtid i tv?

Det er ikke længe siden, at Wafande meldte ud, at han ville trække stikket og stoppe sin karriere som musiker for at få mere tid til sin datter.

Om vejen for ham i fremtiden er tv, er han dog ikke sikker på. De seneste år har han dog medvirket i flere af slagsen - blandt andet 'Voice Junior', 'Over Atlanten' og nu 'Vild med dans'.

- Jeg har ikke umiddelbart tænkt mig at gå tv-vejen. Men det har været sjovt at prøve kræfter med nogle forskellige ting, og det her passede bare. Der var ikke en grund til, at jeg skulle sige nej, siger han og fortsætter:

- Så det er ikke fordi, jeg har tænkt over, at jeg skal blive den nye tv-personality, men jeg har åbne arme over for det, der kommer min vej, og som jeg har lyst til at lave. Heldigvis er jeg ret meget min egen herre. Så hvem ved? Nu skal jeg lige levere en wienervals.

Se også: Færdig: Dropper 'Vild med dans'

'Vild med dans' har premiere 2. oktober.