’X Factor’-vinder: Jeg skrev sangen i en brandert

Det handler om at blive eksponeret og testet, lyder det fra Thomas Ring

Thomas Ring ved dagens pressemøde. Foto: Mogens Flindt
Thomas Ring ved dagens pressemøde. Foto: Mogens Flindt

Thomas Ring er tilbage, hvor det hele begyndte. I DR Koncerthuset, hvor han tilbage i 2009 ventede på at få lov at give audition foran 'X Factor'-dommerne Soulshock, Pernille Rosendahl og Remee.

- Det er sjovt, at vi er lige her, hvor nogle af de første auditions blev afholdt. Ikke de allerførste, men de næste. Vi stod her og varmede op, inden vi skulle ind foran dommerne, og jeg kan huske, at jeg stod derovre i hjørnet og øvede, forklarer Thomas Ring og peger hen i lokalets modsatte side.

Ekstra Bladet møder ham til pressemødet forud for det kommende Melodi Grand Prix. Her bliver deltagerne præsenteret, og blandt dem er altså den nu 36-årige Thomas Ring, der endte med at gå hele vejen og kunne lade sig hylde som vinder af ’X Factor’ i 2010.

- Jeg sagde ja til Melodi Grand Prix for at komme ud og vrikke lidt med røven. Jeg har arbejdet på et dansk album, som udkommer den 17. februar, så det gælder også om at komme ud og vise det. Jeg er blevet tilbudt at være med i Melodi Grand Prix mange gange, siger Thomas Ring.

Danske kendte - 19. jan. 2017 - kl. 16:43 Dukken Vidoo vil vinde dansk Melodi Grand Prix

Alle gangene har der dog været et men, der har afholdt ham fra at sige ja. Præmissen har nemlig lydt, at han skulle synge andres sange, og det er et ’no go’ for Thomas Ring, der som årets eneste deltager har valgt at synge på dansk med nummeret ’Vesterbro’.

- Jeg ser mere mig selv som sangskriver end sanger, og det her er, som jeg ser det, en sangskrivningskonkurrence. Så jeg kan få testet mig selv, og så passede det jo meget godt med, at der kommer en ny plade, siger Thomas Ring.

- Din deltagelse lyder nærmest som et promo-job?
- Nej, det ved jeg ikke, om jeg synes, det er. Jeg ser det som en udfordring. Jeg kunne godt have overvejet det før, men det var vigtigt for mig, at jeg kunne stille op med min egen sang. Når jeg synger noget, skal jeg kunne stå inde for det.

Sådan så det ud, da Thomas Ring vandt 'X Factor' i 2010. Foto: Christian Klindt Sølbeck
Sådan så det ud, da Thomas Ring vandt 'X Factor' i 2010. Foto: Christian Klindt Sølbeck
 

- Hvordan har du det med at blive stemplet som ’X Factor’-vinderen, der stiller op?
- I starten havde jeg et anstrengt forhold til det, men man bliver ældre, og der sker nogle ting i ens liv. Jeg laver musik, og så bliver man sgu nødt til at blive set. Om man så stiller op i ’MasterChef’ eller ’Toppen af Poppen’, så kræver det eksponering. Det kræver det bare, siger han.

Se også: To tidligere 'X Factor'-vindere med i Melodi Grand Prix

Thomas Ring fik idéen til ’Vesterbro’ på vej hjem fra en bytur, men han understreger, at det ikke er en druksang.

- Jeg var på vej hjem fra byen i en brandert. Den indeholder noget melankoli og en følelse af ensomhed, men også en accept af, at man går ud og drikker sig fuld og jagter lykken. At det er en del af livet. Sangen er et symbol på, at vi alle jagter lykken på en eller anden måde, siger han og fortsætter:

- Jeg så solen stå op, og jeg så på menneskerne på gaden. Jeg skrev hurtigt et digt på min telefon, og det blev så til ’Vesterbro’. Men selve sangen skrev jeg først dagen efter, siger han.

Thomas Ring er ikke den eneste tidligere ’X Factor’-vinder, der går på scenen, når Dansk Melodi Grand Prix afvikles den 25. februar i Herning. Også Anthony, der vandt ’X Factor’ i 2014 sammen med Jasmin, stiller op. Denne gang dog som solist med nummeret ’Smoke In My Eyes’.

Mest læste i flash!