Yahya Hassans familie forventer mange mennesker ved begravelse

Kulturrådmand i Aarhus vil ifølge avis foreslå, at man ærer den afdøde digter ved at opkalde en vej efter ham

Nyheden om den 24-årige Yahya Hassans død kom frem torsdag. Han blev ifølge Ekstra Bladet fundet død i sin lejlighed af sin mor. Han udgav digtsamlingen
Nyheden om den 24-årige Yahya Hassans død kom frem torsdag. Han blev ifølge Ekstra Bladet fundet død i sin lejlighed af sin mor. Han udgav digtsamlingen "Yahya Hassan" i 2013, og i 2019 udkom "Yahya Hassan 2". (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Den aarhusianske digter Yahya Hassans familie venter, at der vil møde mange mennesker op til hans begravelse tirsdag.

Det oplyser Soheil Ibrahim fra Indvandrerradio Aarhus, der er en nær ven af familien, til Århus Stiftstidende.

- Jeg har talt med familien, og den forventer, at der kan dukke mange mennesker op til begravelsen, siger han til avisen.

Yahya Hassan skal begraves tirsdag klokken 14 på den muslimske gravplads på Vestre Kirkegård i Aarhus V.

Det er Yahya Hassans onkel, imam Abu Khaleed, der skal forestå begravelsen.

Den 24-årige digters død har skabt stor opmærksomhed.

Kulturrådmand i Aarhus Byråd, Rabih Azad-Ahmad (R), vil tirsdag foreslå, at der bliver opkaldt en vej eller gade i Aarhus efter Yahya Hassan. Det skriver Ekstra-Bladet.

Mandag eftermiddag takkede Yahya Hassans familie for de mange hilsner og støtten, men bad samtidig om fred til at bearbejde sorgen.

Det oplyste forlaget Gyldendal ifølge blandt andet B.T.

- Yahya Hassans nærmeste familie – hans mor og søskende – ønsker at takke alle for støtten og tankerne, men ellers har de ingen kommentarer, lød det ifølge B.T.

- Familien håber, at medierne vil respektere dette og lade familien være i fred, da den er i dyb sorg og har brug for ro til at bearbejde tabet af Yahya.

Det er grundet coronakrisen endnu uvist, hvordan begravelsen nærmere kommer til at foregå.

Begravelser og bisættelser er ikke omfattet af forbuddet mod at forsamles flere end ti personer.

Men myndighederne opfordrer til, at man ved begravelser overholder de generelle regler for at undgå spredning af coronavirus.

Det vil sige, at man skal holde afstand, undgå fysisk kontakt, hoste og nyse i ærmet og blive hjemme, hvis man har symptomer.

Østjyllands Politi oplyser til Århus Stiftstidende, at politiet er klar til begravelsen.

- Vi er opmærksomme på begravelsen og på, at der kan komme mange mennesker. Hvordan vi konkret håndterer det på dagen, ønsker vi ikke at udtale os om, siger kommunikationsråder Jacob Christiansen fra Østjyllands Politi til avisen.

Yahya Hassan blev landskendt for sine digtsamlinger 'Yahya Hassan' fra 2013 og 'Yahya Hassan 2' fra 2019.

Han modtog adskillige priser, herunder Bogforums debutantpris og Politikens Litteraturpris, og i februar blev den unge digter indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2020 for 'Yahya Hassan 2'.