Zangenberg: - Jeg skulle ikke være sexet

- Det er vigtigt, at de unge piger ser, at vi er skønne, som vi er, siger skuespilleren Julie Zangenberg, der er aktuel i ungdomsserien 'GG Horsens'

I 'GG Horsens' spiller Julie Zangenberg den stærke, kvindelige gamer, Sandra. PR-Foto
I 'GG Horsens' spiller Julie Zangenberg den stærke, kvindelige gamer, Sandra. PR-Foto

– Hvordan har det været at lave ’GG Horsens’?

– Det har været enormt forløsende. Jeg havde et helt års pause fra skuespillet for to år siden, hvor jeg lige skulle finde ud af, hvad jeg ville. Jeg lavede teater sidste år, og det var virkelig tilfredsstillende, men jeg har også det mere kommercielle og humorfyldte i mig. Det er en gave at forsøge at være sjov, og det var den følelse, jeg havde med ’GG Horsens’. Du griner, fra du kommer, til du går.

– Du har fungeret som manuskriptkonsulent – hvordan har det været?

– Jeg har jo det problem, at jeg tit kommer til at blande mig lidt for meget i alt, hvad jeg laver. Så jeg tilbød min hjælp til forfatterne i det omfang, de havde lyst. Jeg ved også godt, det kan være røvirriterende med en skuespiller på sidelinjen, så det skal være respektfuldt. Heldigvis havde instruktøren på forhånd tænkt, at han gerne ville have min hjælp til min karakter.

– Hvordan forberedte du dig til rollen?

– Jeg så en masse dokumentarer om e-sport og miljøet, og jeg har også haft talt med Astralis (dansk e-sportshold, red.). De er nogle søde og meget dygtige drenge. Men jeg har især set en masse om en meget sej dansk pige, Mimi, der er en dygtig kvindelig e-gamer. Og så lærte jeg selvfølgelig, hvordan man spiller Counter-Strike.

Julie Zangenberg

  • 30 år.
  • Spiller Sandra i ungdomsserien 'GG Horsens'.
  • Også kendt fra 'Live fra Bremen'.
  • Dannede tidligere par med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.
  • Driver tøjvirksomheden Cozy by JZ.

Julie Zangenberg dannede i lang tid par med Nicklas Bendtner. Foto: Anthon Unger/Polfoto
Julie Zangenberg dannede i lang tid par med Nicklas Bendtner. Foto: Anthon Unger/Polfoto
 

– Hvad kunne du bedst lide ved at spille Sandra?

– Jeg elsker, at det er en moderne, stærk pigekarakter, der er godt begavet og dygtig til noget. Normalt går jeg virkelig i træningscamp, inden jeg skal optage, men til den her rolle tog jeg faktisk lidt på. Hendes tøj er også mere drenget, det skulle ikke være mega sexet. Det er vigtigt, at de unge piger ser, at vi er skønne, som vi er.

– Serien har fået en hård modtagelse af nogle anmeldere – hvorfor tror du?

– Det er jo en særlig serie, og den er også skrevet til en meget specifik målgruppe, så jeg kan godt forstå, at der er nogle, særligt anmeldertyper, der ikke helt ved, hvad de skal tænke. Jeg forsøger ikke at gå alt for meget op i hverken gode og dårlige anmeldelser. Den modtagelse, jeg har fået fra unge, der har skrevet til mig, har været ekstremt positiv.

Julie Zangenberg bruger lige nu det meste af sin tid på sin tøjserie Cozy by JZ. Foto: Mogens Flindt
Julie Zangenberg bruger lige nu det meste af sin tid på sin tøjserie Cozy by JZ. Foto: Mogens Flindt
 

– Hvad går du og laver for tiden?

– Jeg arbejder på fuldtid i min hyggetøjs-virksomhed Cozy by JZ, som jeg har haft i tre år. Vi er ude i over 100 butikker i hele landet. Det er min lille baby, og med den er det også begrænset, hvad jeg kan lave af skuespilopgaver.

’GG Horsens’ kan ses på YouTube med et nyt afsnit hver lørdag klokken 11.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Tre, jeg selv ka’ li’

1. ’Rejseholdet’

Foto: Claus Lunde/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Lunde/Ritzau Scanpix

– Jeg sad ved tv’et, hver gang det kom. Det var helt fantastisk. Man så, hvad det danske skuespil kunne.

2. ’TAXA’

Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix
Foto: Peter Hauerbach/Ritzau Scanpix

– Persongalleriet, skuespilpræstationerne. Det var virkelig bare godt.

3. ’Matador’

Foto: Rolf Konow/DR
Foto: Rolf Konow/DR

– Det er jo et klenodie for dansk tv. Den viser vores historie, og hvordan vi er blevet. Fantastiske skuespillere.

Skærm

Mest læste i flash!