Zirkus-direktøren: Humøret er helt i bund

Søren Østergaard har måttet udskyde premieren på Zirkus Nemo og Smadremanden buldrer løs i sommerhusets skur, hvor han er blevet låst inde

Søren Østergaard savner at komme ud med sit Zirkus Nemo og bo i sin hyggelige beboelsesvogn. Lige nu må han vente. Arkivfoto: Olivia Loftlund
Søren Østergaard savner at komme ud med sit Zirkus Nemo og bo i sin hyggelige beboelsesvogn. Lige nu må han vente. Arkivfoto: Olivia Loftlund

- Jeg må ærligt indrømme, at humøret lige nu er helt i bund. Vi vil jo gerne ud med Zirkus Nemo. Forestillingen er klar, men på grund af coronavirussen kan vi intet gøre.  Artisterne er blevet sendt hjem, før de overhovedet nåede at komme, lyder det fra en trist Søren Østergaard.

Normalt har Zirkusdirektør Søren Østergaard let til latter og smil.

Men i disse dage er direktøren med egne ord 'ikke ligefrem i festhumør'.

Der skulle have været premiere på den nye forestilling i Zirkus Nemo i midten af april i Horsens. Men premieren er nu skubbet til 14. maj i Herning.

- Vi håber da, at situationen er blevet bedre til maj, så vi kan gennemføre forestillingerne. Men vi ved det jo ikke. Det er jo en frygtelig situation, som vi allesammen i Danmark er kommet i, konstaterer Søren Østergaard.

Arkivfoto: Anders Brohus
Arkivfoto: Anders Brohus
 

Smadremanden buret inde
Østergaard  er sammen med hustruen Lisbet Lundquist taget i sommerhus i Hornbæk for at komme væk fra storbyen. 

- Men der er snart flere mennesker i Hornbæk end midt i København. Folk vælter rundt heroppe. Og når man skal i supermarkedet, så er det hele familien, som tager af sted. Far, mor og tre børn. Det er jo totalt tåbeligt.

- Hvad med Smadremanden? Hvordan tager han det?

- Han er rasende. Edderspændt rasende. Det kan jeg godt fortælle dig. Jeg har spærret ham inde i sommerhusets skur, så der ikke sker noget.  Mellem os sagt, så er jeg ikke helt tryg ved ham lige nu.

Arkivfoto: Steen Brogaard
Arkivfoto: Steen Brogaard
 

- Og hvad laver du selv?

- Lige nu sidder jeg og er ved at bygge en model-flyvemaskine af en masse gammelt ragelse, som jeg har fundet. En øldåse er motorrummet. Det er en juleøl. Jeg tror nu ikke, at den nogensinde kommer op at flyve.

Jeg forsøger at holde mig beskæftiget, for jeg er bekymret over situationen. Vi havde en rigtig flot sæson sidste år. Faktisk den bedste, vi nogensinde har haft. Men nu er det pludselig andre tider.

Meget alvorligt
Søren Østergaard lægger ikke skjul på, at den økonomiske situation kan blive meget alvorlig, hvis forestillingerne må aflyses i stor stil.

Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
Arkivfoto: Tariq Mikkel Khan
 

- Vi mangler jo cash-flowet. Det her bliver en kamp om overlevelse. Jeg håber, at vi kan klemme os igennem med det yderste af neglene. Vi lever jo af Zirkus Nemo. Jeg laver ikke andet end Zirkus. Det her rammer jo desværre også alle vore ansatte. Men der er ikke rigtig noget, vi kan gøre ved det.

Den kendte zirkusdirektør, som personligt står for hovedparten af galskaben i manegen,  gør for øjeblikket alt for at undgå at blive smittet.

- Jeg må ganske enkelt ikke blive syg. For så falder forestillingen jo helt fra hinanden. Derfor passer Lisbeth og jeg også utrolig meget på med at blive smittet. Vi holder afstand til andre, og vi spritter hele tiden af. Både udvendigt og indvendigt, lyder det fra Søren Østergaard.