Dronningen af dansk film: Dyrholm sætter ny svimlende rekord

Trine Dyrholm og Jesper Christensen slår rekord ved Bodilprisen som de mest vindende nogensinde

Til Robert prisuddelingen fik Ekstra Bladet en snak med Trine Dyrholm om sine utallige nomineringer gennem årene. Video: Tariq Mikkel Khan

For syvende gang kan skuespiller Trine Dyrholm lørdag aften tage en statuette med hjem fra Bodilprisen.

Den vinder hun for sin rolle som forførisk stedmor i filmen 'Dronningen'.

Trine Dyrholm var kun 18 år, da hun kunne løfte sin allerførste Bodil-pris for sin rolle i filmen 'Springflod'. Her spillede hun provinspigen Pouline, der oplever den første store kærlighed med københavnerdrengen Franco.

Siden har film som blandt andet 'Forbrydelser', 'En Soap' og 'Hævnen' været med til at sørge for, at hun kan kalde sig for den mest Bodil-vindende skuespillerinde i Danmark.

Hos herrerne kan Jesper Christensen nu prale af at være den med flest Bodil-priser. Han slog rekord, da han lørdag aften blev belønnet med en statuette for hovedrollen som bondemanden Jens i 'Før Frosten', der er instrueret af Michael Noer.

Det er Jesper Christensens femte Bodil-pris - den første fik han tilbage i 1979 for sin hovedrolle i 'Hør, var der ikke en som lo'.

I dokumentarkategorien var der allerede inden uddelingen sat en rekord, da instruktøren Emil Langballe som den første nogensinde var nomineret med to forskellige film.

Det blev hans 'Q’s Barbershop', hvor han tegner et anderledes og positivt billede af den udskældte bydel Vollsmose, der løb med Bodil-prisen for Bedste Dokumentar.

Bodil-priserne bliver uddelt at Danske Filmkritikere, og er Danmarks ældste filmpris. I år er det 73. gang, den bliver uddelt.

60 kommentarer
Vis kommentarer