Anmeldelse: 'Crimson Peak' er mest en stilfuld fornøjelse

Guillermo del Toros gotiske melodrama er lidt for forudsigelig

'Crimson Peak' er en æstetisk fornøjelse, men uhyggeligt bliver det desværre aldrig. (Foto: UIP)
'Crimson Peak' er en æstetisk fornøjelse, men uhyggeligt bliver det desværre aldrig. (Foto: UIP)

 
Crimson Peak. Instr.: Guillermo del Toro. Premiere d.15. oktober 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Efter den på alle måder formidabelt larmende robot-film ’Pacific Rim’ er mexicanske Guillermo del Toro vendt tilbage til gysergenren med ’Crimson Peak’ – en genre han med den mesterlige ’Pans labyrint’ (2006) viste, at han både beherskede på ypperligste facon, men samtidig også formåede at forny betragteligt.

Det samme er desværre ikke helt tilfældet med dette gotiske melodrama, som visuelt, teknisk og stilistisk er en imponerende fornøjelse, men på historieplanet desværre er en noget bedaget sag, som holder sig så strikt til genrens konventioner, at den bortset de mange liter blod og computereffekterne ligner noget, der stammer fra midten af forrige århundrede.

Hvilket ikke nødvendigvis er en dårlig ting, men her bliver det hele så forudsigeligt, at det trods de indledende ord: ’Spøgelser er virkelige. Så meget ved jeg’ aldrig bliver blot tilnærmelsesvis uhyggeligt. Og det er trods alt lidt problematisk, når det er en gyser, man gerne vil lave.

Se også: Anmeldelse: Spøgelset fra Oxford

Æstetisk fornøjelse
Mia Wasikowski spiller en Mary Shelley-aspirerende forfatter og rigmandsdatter i Boston på tærsklen til det 20. århundrede, som gifter sig med den forkerte mand (Tom Hiddleston) og sammen med ham og hans tvivlsomme søster (Jessica Chastain) flytter til deres forfaldne (og hjemsøgte) øde gods i England. Og så går det ellers lige efter bogen frem til den grumme finale.

Skuespillere, scenografer, kostumefolk, fotografer, lydfolk og alle andre involverede – inklusive instruktøren – har åbenlyst hygget sig med de grove løjer og ’Crimson Peak’ er en æstetisk fornøjelse ud over det sædvanlige, som bestemt har en høj underholdningsværdi, men egentlig vedkommende eller skræmmende bliver denne blanding af ’Stormfulde højder’ og ’Rebecca’ aldrig.

Filmmagasinet - 20. apr. 2015 - kl. 20:49 TV: Her er filmen, du ikke tør se

Crimson Peak. Instr.: Guillermo del Toro. Medv.: Mia Wasikowska, Jim Beaver, Tom Hiddleston, Jessica Chastain m.fl. 120 min. Premiere i 30 biografer d. 15. oktober 2015

6 kommentarer
Vis kommentarer