Anmeldelse: Den traumatiserede tinsoldat

Krigens og kunstens verden tørner sammen i ny dansk kærlighedsfilm

Mikkel Boe Følsgaard og Cecilie Lassen leverer her absolut godkendte skuespil-præstationer. (Foto: Rolf Konow)
Mikkel Boe Følsgaard og Cecilie Lassen leverer her absolut godkendte skuespil-præstationer. (Foto: Rolf Konow)

De standhaftige. Instr.: Lisa Ohlin. Premiere d. 7. april 2016

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Kærlighedsfilmen kan i visse tilfælde være en svær genre at få til spille rent dramaturgisk. X møder Y, og sød musik opstår – og før eller siden dukker rulleteksterne op. Der er heldigvis mere på spil end den vanlige, snorlige og sukkersøde fortælling i den svensk-amerikanske instruktør Lisa Ohlins fine og oven i købet til tider dystre drama 'De standhaftige'.

Fortællingen har soldaten Thomas (Mikkel Boe Følsgaard) og balletdanseren Sofie (Cecilie Lassen) i hovedrollerne. Førstnævnte er netop hjemvendt fra Helmand-provinsen i Afghanistan og indlagt på Rigshospitalet til genoptræning. Den sårede kriger har mistet bentøjet efter fysisk kontakt med en landmine. Den yndige Sofie har sin gang på hospitalet, da den aldrende moder (Karen-Lise Mynster) er dødssyg af kræft.

Se også: Mikkel Boe Følsgaard: Gad godt hattrick

Overbevisende tiltrækningskraft
De to unge mennesker livsbaner krydses så at sige i lyset af sygdom, traumer og amputation. Thomas er indledningvist ikke nogen hyggelig prins på den hvide hest. Hans vrisne og skabagtige facon – særligt over for sin forlovede Nina (Silja Eriksen Jensen) – scorer nul point på sympati-barometeret. Han hører ingen steder hjemme i det første vers i et heltekvad om Danmarks lemlæstede soldater. Vi forstår dog, at hans lede har rod i krigens sår, der ikke lige heler over natten. En gang i mellem titter der dog varme ud af sprækkerne i øjnene – og her viser Mikkel Boe Følsgaard sit talent i vekselvirkningen mellem nar og charmør. Den postulerede tiltrækningskraft, han har på Sofie, virker faktisk ganske overbevisende, som filmen skrider frem.

Amputeret humør
Den tidligere balletdanser Cecilie Lassen har sin første hovedrolle i en dansk film – også hun leverer en godkendt præstation, og der er ikke nogen scener her, hvor man tænker: Nå, hun er vist en ny i branchen. I visse tilfælde savner persontegningen af hendes figur en smule psykologisk dybde, men man må også anerkende, at hendes karakter primært fungerer som én, der skal så frø af livsglæde i den amputerede soldats humør.

Ingen revolution
Karina Dam har skrevet manus, der både indeholder overraskelser og plads til, at en række bi-figurer får fylde og nærvær. Det er skønt at se et par nye ansigter, der sjældent får lov til at poppe op på det store lærred i dansk film, blandt andre Morten Holst og Silja Eriksen Jensen.

'De standhaftige' er næppe en revolution af genren 'kærlighed på film', men i Lisa Ohlins glimrende instruktion og med et varieret (og ret så usentimentalt) manus blev denne signatur både fanget og engageret af den moderne genfortælling af eventyret om den standhaftige og benløse tinsoldat.

De standhaftige. Instr.: Lisa Ohlin. Medv.: Cecilie Lassen, Mikkel Boe Følsgaard, Karen-Lise Mynster, Silja Eriksen Jensen m.fl. 105 min. Premiere i 86 biografer d. 7. april 2016

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere