Anmeldelse: En futuristisk actionbasker

Neill Blomkamps 'Chappie' er en robotfilm med helt basal underholdningstæft

'Chappie' byder på hårdtpumpet
action og forfriskende
charme. (Foto: UIP)
'Chappie' byder på hårdtpumpet action og forfriskende charme. (Foto: UIP)

 
Chappie. Instr.: Neill Blomkamp. Premiere d. 5. marts 2015 i 36 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Smut nu med jer, Transformers. En ny type robot har indtaget biografen, og den er langt mere charmerende end jer alle sammen. Tilsammen.

Chappie hedder vidunderet. En robot udviklet i Sydafrika i en ikke alt for fjern fremtid. Oprindeligt en computerstyret politi-robot, men efter en omfattende opgradering udrustes maskineriet med kunstig intelligens og noget, der til forveksling minder om et følelsesliv. Ja, pludselig er robotten mere menneskelig end de mennesker, der omgiver den.

Lyder det bekendt? Absolut. Der er en del reservedele fra 'RoboCop' indbygget i Neill Blomkamps nye futuristiske actionbasker, 'Chappie', men løjerne har forfriskende finesse, humor og helt basal underholdningstæft.

Hurtigt efterlyst
Chappie bliver opfundet af robot-designeren Deon fra våbenfirmaet Tetravaal, som tjener styrtende på at fremstille politi-robotter og opretholde lov og orden.

Men Tetravaals ledelse har ingen interesse i robotter, der mestrer andet end kæft, trit og retning, og Deon efterlader Chappie hos en flok smågangstere. Super-robotten bliver dog hurtigt efterlyst og eftertragtet.

Se også: Anmeldelse: 'Elysium' er flot, men forudsigelig

Blomkamp debuterede med den eminente 'District 9', og 'Chappie' er for ujævn til at matche den. Selv om Chappie i sig selv er en fornøjelse at følge, virker flere af spillerne i kød og blod nemlig ret karikerede. Der kunne desuden snildt være skåret et kvarter, men Hans Zimmers hårdtpumpede elektroniske musik holder til gengæld dampen oppe, når tomgangen truer.

Neill Blomkamps næste projekt er en ny 'Alien'-film. Man skal være en kold og kynisk robot for ikke at glæde sig til den.

Chappie. Instr.: Neill Blomkamp. Medv.: Sharlto Copley, Dev Patel, Hugh Jackman. 120 min. Premiere d. 5. marts 2015 i 36 biografer

7 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere