Anmeldelse: Fantasy uden fantasi

'Seventh Son' er rent genbrug af vraggods fra talløse lignende fantasy-universer

'Julianne Moore når et karrieremæssigt lavpunkt som heksen Moder Malkin', skriver Ekstra Bladets anmelder og sender to stjerner efter 'Seventh Son'. (Foto: UIP)
'Julianne Moore når et karrieremæssigt lavpunkt som heksen Moder Malkin', skriver Ekstra Bladets anmelder og sender to stjerner efter 'Seventh Son'. (Foto: UIP)

 
Seventh Son. Instr.: Sergei Bodrov. Premiere d. 22. januar 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

'Seventh Son' er baseret på englænderen Joseph Delaneys bogserie, der herhjemme er kendt som 'Heksejægerens lærling', og den overskrift indikerer jo, at vi befinder os i den tilsyneladende endeløse strøm af fantasy-fortællinger, henvendt til et yngre publikum.

Jeg har ikke læst bøgerne, men håber da, at de holder et noget højere niveau end denne tamme og paradoksalt fantasiløse filmatisering, der blot genbruger vraggods fra talløse lignende universer.

Hovedpersonen skal vistnok forestille at være Tom Ward, der som den syvende søn af en syvende søn åbenbart har specielle evner og derfor hyres som lærling af heksejægeren John Gregory (Jeff Bridges).

Men Ward spilles desværre af den komplet ukarismatiske Ben Barnes (også kendt fra 'Narnia'-serien), så hvad det er, han kan, og hvorfor vi eventuelt skulle interessere os for ham, bliver aldrig helt klart.

Påtaget accent
Så må man jo sætte sin lid til ellers altid solide Jeff Bridges som hans mentor, men Bridges mumler sig med påtaget accent desværre søvngænger-agtigt gennem sin rolle i en grad, så det tangerer selvparodien. Ja, selv Julianne Moore når et karrieremæssigt lavpunkt som heksen Moder Malkin. Man er selvfølgelig aldrig bedre end det materiale, man har at arbejde med, men derfor kunne de nu godt have gjort sig bare en smule umage – mon ikke de har taget sig godt betalt?

Men computereffekterne (drager, gespenster, osv.) er såmænd flot nok lavet, og der er også en dydig romance mellem lærlingen og heksens datter, så kernepublikummet vil muligvis være godt underholdt.

Alle andre kan med sindsro springe over.

Seventh Son. Instr.: Sergei Bodrov. Medv.: Jeff Bridges, Ben Barnes, Julianne Moore, Alicia Vikander m.fl. 102 min. Premiere d. 22. januar 2015 i 44 biografer

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere