Anmeldelse: Gud findes og bor i Hollywood

Ridley Scotts ’Exodus: Gods and Kings’ er rendyrket popcornunderholdning i milliardklassen

Se filmens trailer

 
Exodus: Gods and Kings. Instr.: Ridley Scott. Premiere 25. december i 71 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det herrens år 2014 har budt på hele to hardcore bibelfilmatiseringer med budgetter, som, man kun finder dem i Hollywood. Først fik vi Darren Aronofskys ’Noah’ og nu er tiden kommet til Ridley Scotts ’Exodus: Gods and Kings’, der egentlig lige så godt kunne have heddet ’Moses’.

Se også: Anmeldelse: Noa sejler i effekter

Det er nemlig fortællingen om hittebarnet Moses (Christian Bale), der vokser op blandt de egyptiske faraoer, men blive udstødt af sin stedbror Ramses (Joel Edgerton), forvises til ørkenen, hvor han gifter sig med en bondepige, for derefter at vende tilbage til Memphis og befri sit folk (hebræerne) fra århundredes slaveri og føre dem til det forjættede land Kana’an.

Spektakulær
Scott læner sig i sin kulørte bibelfortolkning dog lige så meget op ad Cecil B. DeMilles ’De ti bud’ og DreamWorks’ ’Prinsen af Egypten’ som af det Gamle Testamente. Når Ridley Scott er bedst, formår han trods de spektakulære omgivelser altid at bevare fokus på det menneskelige drama, som man eksempelvis så det i ’Blade Runner’, ’Alien’ og ’Gladiator’. Det er desværre ikke tilfældet her.

James Camerons første Avatar-film har sat rekord ved at blive den bedst indtjenende film nogensinde (hvis man ikke tager højde for inflation). Selv hvis der tages højde for inflation, vil Avatar være med i toppen blandt verdenshistoriens bedst indtjenende film - kun overgået af Borte med blæsten. (Foto: AP) Filmnyheder Se hvorfor 2015 bliver det største filmår nogensinde

De absolut bedste og mest medrivende sekvenser finder vi midtvejs i filmen, hvor Scott og ikke mindst den tekniske afdeling har en visuel fest med genopførelsen af de ti plager (nu også med krokodiller) – her kommer Scotts filmiske blik virkelig til sin ret, hvorimod adskillelsen af det Røde Hav er noget af en skuffelse.

Surmulen knægt
Men ud over det fængende og blodige midterstykke er ’Exodus: Gods and Kings’ et sært tamt udstyrs- og kostumestykke, og selv om Bale kæmper en brav kamp, lykkes det ham aldrig for alvor at få en interessant karakter ud af Moses. Og hvorfor gud skal fremstilles som en tiårig, surmulen knægt med stærk britisk overklasseaccent bliver heller aldrig helt klart.

Ud over at ærgre sig over at ’Exodus: Gods and Kings’ falder igennem som rendyrket popcornunderholdning i milliardklassen, kan man så også undre sig over nogle mere principielle ting, så som at alle snakker formfuldt engelsk i det antikke Mellemøsten samt at stort set alle roller fremstilles af hvide amerikanere – på samme måde, som indianere altid blev spillet af sminkede kaukasere i de gamle westernfilm.

Decideret kedelig
For slet ikke at snakke om filmens eksplicitte påstand: Gud findes (der er her på ingen måde tale om nogen allegorisk tolkning eller lignende) og han holder med hebræerne (jøderne) mod egypterne (araberne). Det er måske ikke verdens mest nuancerede eller gennemtænkte budskab at buldre ud med i disse år – eller nogen andre år for den sags skyld.

Så ud over i lange stræk at være decideret kedelig og oppustet er ’Exodus: Gods and Kings’ egentlig også ret frastødende, hvis man tænker blot en anelse over det (ikke at den nu lægger op til, at man skal gøre netop det).

Exodus: Gods and Kings. Instr.: Ridley Scott. Medv.: Christian Bale, Joel Edgerton, John Turturro, Sigourney Weaver m.fl. 142 min. Premiere 25. december i 71 biografer

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!