Anmeldelse: Han knækkede nazi-koden

'The Imitation Game' fortæller ganske traditionelt den tragiske historie om geniet Alan Turing

Benedict Cumberbatch er glimrende
som Alan Turing i 'The Imitation Game', der dog tegner et noget forsimplet billede af den brillante matematiker. (Foto: SF-Film)
Benedict Cumberbatch er glimrende som Alan Turing i 'The Imitation Game', der dog tegner et noget forsimplet billede af den brillante matematiker. (Foto: SF-Film)

 
The Imitation Game. Instr.: Morten Tyldum. Premiere d. 29. januar 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Den otte gange Oscar-nominerede – bl.a. for 'bedste film'– 'The Imitation Game' er den utrolige fortælling om matematikeren Alan Turing (Benedict Cumberbatch), der var hovedarkitekten bag den maskine, som under Anden Verdenskrig kunne dekryptere tyskernes Enigmakode, og derved anslås at have været medvirkende til at forkorte krigen med to til fire år.

Og så var det for resten også ham, der udtænkte grundideen til det, vi i dag kalder en computer.

Som tak blev han i forbindelse med et indbrud i sit hjem i 1952 anholdt for homoseksualitet (det var dengang stadig ulovligt) og dømt til at underkaste sig østrogen-indsprøjtninger.

Det havde så store psykiske konsekvenser, at Turing i 1954 valgte at tage sit eget liv. Og først i 2013 fik han posthumt en officiel benådning.

Tre spor
'The Imitation Game' fortæller den tragiske historie i tre sideløbende spor. Det ene udspiller sig under og efter anholdelsen i 1952, og det andet foregår i 1928, hvor Turing på sin kostskole møder kærligheden i form af vennen Christopher, som desværre dør.

Hovedsporet er selvfølgelig årene 1939-1945, hvor han efter mange frustrationer og under stort hemmelighedskræmmeri bogstavelig talt knækker koden sammen med en lille udvalgt flok lingvister m.m.

'The Imitation Game' fremstiller Turing som en nærmest autistisk figur, der har store problemer med at indgå i et socialt fællesskab, hvilket vist nok er noget af en stramning, men overdrivelse fremmer forståelsen, som man siger.

Men det bevirker også, at vi trods en fremragende indsats af Cumberbatch (som mange sikkert kender som Sherlock Holmes i BBC-serien 'Sherlock') aldrig rigtig kommer ind under huden på personen Turing.

Ikke fordi han fremstår som en gåde (hvilket der havde været en vis subtil pointe i), men snarere fordi han fremstilles som en genial freak. Og det er ærlig talt lidt synd.

Lidt stivbenet
At få den kvieøjede Keira Knightley til at spille den nørdede Joan Clarke virker også som et rent hensyn til billetsalget. Troværdigt virker det i hvert fald ikke.

Ellers har nordmanden Morten Tyldum, der tidligere bl.a. har stået bag den effektive thriller 'Headhunterne' (2011), skabt en ganske traditionel og lidt stivbenet portrætfilm, der primært sigter efter de nemme følelser og ikke tager mange chancer undervejs.

Hvis Turing havde tænkt lige så traditionelt, havde tyskerne måske vundet krigen. Men den gode historie kan man ikke tage fra den.

The Imitation Game. Instr.: Morten Tyldum. Medv.: Benedict Cumberbatch, Matthew Goode, Mark Strong m.fl. 114 min. Premiere i dag i 60 biografer

0 kommentarer
Vis kommentarer