Anmeldelse: Sære ritualer og selvmord

Danske Jeppe Rønde har begået en vellykket spillefilmsdebut med 'Bridgend'

Se traileren til 'Bridgend'

 
Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Premiere d. 25. juni i 13 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det er meget godt, at vi har virkeligheden, for den er stadig i stand til at frembringe historier, som selv den vildeste fantasi ikke kan hamle op med. Som nu den om en walisisk selvmordskult, der efter sigende stadig skulle være i fuld vigør (hvis det nu er et passende udtryk).

Rammefortællingen om den fremmede politimand og hans datter, der ankommer til den trøstesløse nedlagte mineby Bridgend, er muligvis opspind, men selve rammefortællingen om de 79 unge mennesker, der uden nogen nærmere forklaring eller bare et selvmordsbrev imellem 2007 og 2012 begår selvmord ved at hænge sig selv, er ganske faktuel.

Den tidligere dokumentarinstruktør Jeppe Rønde kommer heller ikke med nogen egentlig forklaring på de mange tragiske dødsfald. Det indikeres, at der har noget med de manglende fremtidsudsigter og de store generationsforskelle at gøre, men hvorfor man så vælger at tage livet af sig i stedet for at søge ind mod storbyen Bristol eller lignende fremgår ikke. Ja, sidstnævnte er faktisk et selvforanstaltet forbud blandt de unge.

Anelsesfulde
Og det er faktisk filmens styrke, at den lader det blive ved det anelsesfulde og indhyller hændelserne i et skær af mystik. 'Bridgend' er rig på stemningsfulde billeder af sære ritualer, frustreret ungdom, arbejderklassens undergang, usikker kærlighed, bristede familierelationer med mere, hvilket giver filmen sin hel egen særegne, suggestive tone. En slags opdateret, socialrealistisk version af kultklassikeren 'The Wicker Man' fra 1973.

Læg også mærke til Magnus Nordenhof Jøncks fremragende kameraarbejde samt den meddigtende lydside. En yderst vellykket spillefilmsdebut fra Rønde, som vi glæder os til at følge fremover.

Bridgend. Instr.: Jeppe Rønde. Medv.: Hannah Murray, Steven Waddington, Josh O’Connor, Elinor Crawley m.fl. 95 min. Premiere d. 25. juni i 13 biografer

2 kommentarer
Vis kommentarer