Anmeldelse: Samba og sødsuppe

Den franske film 'Samba' er for overdoseret med polerede problemer

'Samba' føles som ren overfladebehandling. (Foto: SF Film)
'Samba' føles som ren overfladebehandling. (Foto: SF Film)

 
Samba. Instr.: Olivier Nakache og Eric Toledano. Premiere d. 16. april 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Se, hvor hårdt de alle sammen har det!

Se, hvor hårdt det er at være indvandrer!

Se, hvor hårdt det er at være mentalt ustabil! Se, hvor hårdt det er ikke at kunne hitte ud af kærligheden!

Hvor er det bare synd!

'Samba' er simpelt hen så polstret med gode intentioner, at den ville få topkarakter, hvis man ene og alene bedømte film ud fra moralsk målestok.

Frustrerende klodset
Desværre er der også noget frustrerende klodset og skabelon-agtigt over denne nye film fra det franske instruktørpar bag megasuccesen 'De urørlige'.

Se også: Et livsbekræftende lys i vintermørket

Karismatiske Omar Sy fra netop 'De urørlige' har hovedrollen som Samba Cissé fra Senegal, der arbejder som opvasker i Paris og bliver udvist af landet efter en bureaukratisk misforståelse.

Den psykisk plagede Alice – spillet skrøbeligt af Charlotte Gainsbourg – fra immigrationsmyndighederne forsøger at hjælpe ham, og en aparte alliance opstår mellem de to.

Pænt kedeligt
Man behøver ingen doktorgrad i dramaturgi for at gennemskue, hvordan den historie udvikler sig, så selv om både Sy og Gainsbourg i og for sig gør det godt, fremstår deres karakterer ofte karikerede. Og hele historiens sociale dimension er så kliché-plaget, at den ofte føles som ren overfladebehandling. 'Samba' er på alle måder en enormt pæn film og derfor i sidste ende også pænt kedelig. Det gør aldrig ondt. Det betyder ikke rigtig noget.

'My love for you grows endlessly', lyder det højlydt i en af popsangene undervejs. Hvis nogen på bageste række skulle være i tvivl om, hvordan det hele ender.

Samba. Instr.: Olivier Nakache og Eric Toledano Medv.: Omar Sy, Charlotte Gainsbourg, Tahar Rahim. 115 min. Premiere i 57 biografer d. 16. april 2015

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!