Anmeldelse: 'Selma' er stærk og gribende

Skuespilleren David Oyelowo er fremragende som menneskerettighedsforkæmperen Dr. Martin Luther King

Det er umuligt at se 'Selma' uden at tænke på de seneste uroligheder i
Ferguson. Det gør dog kun filmen stærkere. (Foto: Disney)
Det er umuligt at se 'Selma' uden at tænke på de seneste uroligheder i Ferguson. Det gør dog kun filmen stærkere. (Foto: Disney)

Selma. Instr.: Ava DuVernay. Premiere d. 26. marts 2015 i 16 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Selma’ er først og fremmest den amerikanske skuespiller David Oyelowos film. Og jeg undres en smule over, at den gode Oyelowo blev ignoreret med hensyn til en Oscar-nominering i kategorien 'Bedste mandlige hovedrolle' i år.

Han leverer nemlig en mageløs præstation i rollen som menneskerettighedsforkæmperen Martin Luther King, hvis virke fik en epokegørende betydning for den afro-amerikanske befolkning i Guds eget land i 60’erne. Lige indtil han blev skudt og dræbt i 1968, blot 39 år gammel.

Instruktør Ava DuVernay sætter alle kræfter ind på minutiøst, men aldrig kedeligt eller sentimentalt at berette, hvordan dr. King fik mobiliseret en protestmarch fra byen Selma til Montgomery i sydstaten Alabama for at slå et ikke-blodigt slag for mørklødede amerikanske statsborgeres helt basale demokratiske rettigheder.

Ingen historietime
Filmen ruller heldigvis ikke de historiske begivenheder ud som en døsig historietime.

Lydefrit krydsklippes der mellem forskellige dele af det amerikanske magtapparat, bl.a. til præsident Lyndon B. Johnsons (Tom Wilkinson) samtaler med Alabamas guvernør, George Wallace (Tim Roth), om, hvordan en karismatisk type som King skal håndteres, dog mest for deres egen vindings skyld.

I en birolle ses Oprah Winfrey, som intenst og næsten ordløst portrætterer de civile afro-amerikaneres problemer – hun er en ’Miss Nobody’ i dagligdagens republikanske og racistiske Alabama.

’Selma’ er en stærk og gribende sag for alle, der interesserer sig for nyere amerikansk historie og én mands uselviske kamp for frihed.

Selma. Instr.: Ava DuVernay. Medv.: David Oyelowo, Oprah Winfrey, Carmen Ejogo, Tim Roth m.fl. 128 min. Premiere d. 26. marts 2015 i 16 biografer

1 kommentar
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!