Anmeldelse: Stærk dokumentar om dansk spastiker

Christian Sønderby Jepsen har med 'Naturens uorden' lavet endnu en tankevækkende film

Jacob Nossell besøger bl.a. foreningen 'Retten til liv', som har markeret deres modstand mod den fri abort med en række kors på en mark. (Foto: Doxbio)
Jacob Nossell besøger bl.a. foreningen 'Retten til liv', som har markeret deres modstand mod den fri abort med en række kors på en mark. (Foto: Doxbio)

 
Naturens uorden. Instr.: Christian Sønderby Jepsen. Premiere d. 7. oktober 2015 over hele landet

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Ud over at være journalist, foredragsholder og stand up-komiker er den 28-årige Jacob Nossell også spastiker, og sidste efterår var han en af hovedkræfterne bag den eksperimenterende teaterforestilling 'Human afvikling' på det Kongelige Teater, som ud over at være en slags selvportræt samt videnskabelig undersøgelse af Nossells handicap, også stillede en række filosofiske og moralske spørgsmål samt forsøgte at ændre publikums syn på handicappede undervejs ved hjælp af direkte spørgeundersøgelser.

Se også: 'Blodets bånd' er ubehagelig, fremragende og nødvendig

Christian Sønderby Jepsens dokumentarfilm 'Naturens uorden' skildrer Nossells enorme arbejde med at sætte forestillingen op. Et arbejde, der ikke bliver nemmere af, at Nossell undervejs bliver kørt ned af en bus, hvilket resulterer i tre mindre hjeneblødninger for bagefter at få bortopereret tyktarmen. Det er ikke nemt at være nogen, som digteren engang sagde, men visse er trods alt hårdere ramt end andre.

Fundamentale spørgsmål
'Naturens uorden' stiller på befriende direkte facon en række helt fundamentale spørgsmål, såsom om Nossells 'slags' overhovedet har ret til at leve og om hvad det overhovedet vil sige at være normal. Spørgsmål som jo ikke er blevet mindre påtrængende, efterhånden som det via genteknologi bliver nemmere og nemmere at sortere diverse mere eller mindre handicappede fostre fra før fødslen. Som Nossell galgenhumoristisk bemærker undervejs: 'Jeg er den sidste af min slags'. Og det er nok ikke helt fejlagtigt.

Nossell og Jepsen indrager diverse relevante fagfolk (filosoffer, læger, hjerneforskere m.fl.) i forløbet, men filmen virker især stærkt på grund af Nossells mod (og nok også trang) til at sætte sig selv så meget i spil. Der er ikke mange filtre her.

Som da instruktøren på et tidspunkt spørger ham: 'Gad du godt have haft et andet liv?', hvilket følges op af en lang tavshed inden Nossell tøvende svarer: 'Nogen gange, ja'. Stærke sager.

Henrik Ernst tilslutter sig fuldkommen talemåden ’Du kender ikke din familie, før du har arvet’. Foto: Claus Bonnerup Vagthund Udsigten til en million-arv har været en forbandelse

Ømhed og humor
Eller som Nossell på et tidspunkt tørt konstaterer: 'Jeg ville vælge mig selv fra, hvis jeg kunne'.

Det er dog ikke den rene elendighed alt sammen for Jepsen og Nossell (der er ikke helt klart, hvor den ene begynder og den anden holder op, hvilket bestemt ikke gør noget) er også i besiddelse af både ømhed, varme og (sort) humor, så 'Naturens uorden' ender som et stærkt og uafrysteligt forsvar for den holdning, at 'lige meget hvor fucked up du er, så er livet værd at leve'.

Se også: Sådan gik det far fra 'Blodets Bånd': Nu drikker jeg kun 10-12 øl

Beundring
Og så er det svært ikke at være fuld af næsegrus beundring for Nossells evne og vilje til at tage skæbnen i sine egne hænder - bogstavelig talt på trods af alle odds. Så lever man gerne med, at man snildt kunne have skåret et kvarter af spilletiden og fjernet den påklistrede epilog uden at have mistet noget væsentligt.

Tankevækkende er kun et fattigt ord.

Naturens uorden. Instr.: Christian Sønderby Jepsen. 95 min. Premiere d. 7. oktober 2015 over hele landet. Se spilleplan på doxbio.dk

4 kommentarer
Vis kommentarer