Anmeldelse: Svimlende og snot-irriterende

Robert Zemeckis 'The walk' er en komplet unødvendig film

Se traileren til 'The Walk'

 
The Walk. Instr.: Robert Zemeckis. Premiere d. 1. oktober 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

James Marshs 'Man on Wire' fortalte i 2008 på fremragende vis historien om den franske balancekunstner Philippe Petits mageløse stunt med at bevæge sig mellem de to nu forsvundne tvillingetårne i New York i 400 meters højde på en tynd stålwire.

En af det sidste årtis bedste og mest succesfulde dokumentarfilm, som blockbuster-instruktøren Robert Zemeckis altså mener, at vi også har behov for at få gengivet som spillefilm.

Var det nu nødvendigt? Nej, må det korte svar være.

Se også: Anmeldelse: Pilot-dramaet 'Flight' ender med kandiserede tårer

Bevares, den sidste tredjedel af filmen (selve turen mellem tårnene) udnytter 3D Imax-formatet til det fulde og er en svimlende oplevelse, der teknisk set er skruet ualmindelig fermt sammen.

Men vejen dertil er alenlang og ualmindelig klodset udført. Joseph Gordon-Levitt er decideret øretæveindbydende som Petit, og de mange sekvenser, hvor han henvender sig direkte til publikum med tommetyk, påtaget fransk accent, er nærmest på staveplade-niveau. Det samme gælder pariser-boheme-klicheérne samt en omstændelig forelskelse i den kvieøjede kunstnerspire Annie (Charlotte Le Bon).

Selv Ben Kingsley er en prøvelse som manisk mentor på cirkus-engelsk.

Midterdelen, der omhandler den ulovlige indtrængen i 1974 i det ikke færdiggjorte World Trade Center, er lavet som en (mere eller mindre ufrivilligt) komisk kupfilm, der også virker sært malplaceret.

Store bogstaver
At Zemeckis overhovedet ikke har sans for det absurde, surreelle og poetiske i Petits dåd, kommer måske ikke som den store overraskelse, men det er alligevel påfaldende, at der tales med så store bogstaver hele vejen igennem – med så lille et resultat.

En både irriterende og unødvendig film – se i stedet 'Man on Wire'. Medmindre man er en sucker for 3D-effekter, for den side af sagen er mere end i orden.

Se også: Livets linedans

The Walk. Instr.: Robert Zemeckis. Medv.: Joseph Gordon-Levitt, harlotte Le Bon, Benedict Samuel, Ben Kingsley m.fl. 123 min. Premiere i 47 biografer i flere formater

2 kommentarer
Vis kommentarer