MGP Missionen lykkes

'MGP Missionen' er en sød og hyggelig sag, der stryger publikum med hårene

De to hovedrolleindehavere Sylvester Byder og Malika Sia  Graf i MGP Missionen. (Foto: SF Film)
De to hovedrolleindehavere Sylvester Byder og Malika Sia Graf i MGP Missionen. (Foto: SF Film)

MGP Missionen, Instr.: Martin Miehe- Renard, Medv.: Sylvester Byder, Malika Sia Graff, Lars Knutzon, Line Kruse m.fl. 90 min. Premiere i dag i 78 biografer.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Familiefilmen ’MGP Missionen’ har fået en del foromtale på grund af indtil flere mislykkede forsøg på at opnå filmstøtte med mildest talt tvivlsomme begrundelser på afslagene fra Det Danske Filminstituts side.

Det er da også det mest kontroversielle ved ’MGP Missionen’, der grundlæggende er en sød og hyggelig sag, der ved at stryge publikum med hårene prøver at servere sit budskab om gensidig forståelse, så alle kan være med. Og det er da i grunden ikke det værste.

Historien er ganske enkel rent handlingsmæssigt. 12-årige Karl (Sylvester Byder) flytter fra Hvide Sande til Nørrebro sammen med sin mor (Line Kruse), og får noget af et kulturchok i mødet med den larmende storby.

Den store flugt
Eksiljyden skiller sig ud selv i den multikulturelle klasse, bl.a. på grund af sin karakteristiske accent, og bliver derfor mobbet. Tyrkiske Sawsan (Malika Sia Graff) fatter dog medlidenhed og tager ham under sine vinger. Det viser sig hurtigt, at de deler en fælles interesse for musik.

Sawsan har faktisk skrevet en sang, der er blevet udtaget til at deltage i finalen i MGP i Herning. Der er bare den hage ved det, at hun ikke må deltage for sine forældre, der stadig hænger fast i det gamle hjemlands normer. Så sammen planlægger Karl og Sawsan den store flugt til Jylland.

’MGP Missionen’ er hverken stor eller synderligt ambitiøs filmkunst, men ikke desto mindre det hidtil mest vellykkede værk fra instruktøren Martin Miehe-Renards side, og slet ikke tåkrummende på samme vis som ’Min Søsters Børn’-filmene er det.

Gennemsympatisk
Det skyldes først og fremmest den habile historie (baseret på en bog af Gitte Løkkegård) og de to meget sympatiske hovedrolleindehavere. Musikken (af bl.a. Nicolai Seebach og Klumben/Raske Penge) vil garanteret også gå lige i flæsket på kernepublikummet.

Til gengæld viser Miehe-Renard sig igen som en elendig personinstruktør, der får det mest kunstige frem i ellers rutinerede kræfter som Lars Knutzon og ikke mindst Ali Kazim.

Alt i alt en tilforladelig og gennempositiv film, som forhåbentlig når et stort publikum. Om ikke andet for at gøre Filminstituttets tåbelige bemærkninger til skamme.

0 kommentarer
Vis kommentarer