Ny film fra Søren Kragh-Jacobsen er ikke ubetinget vellykket

'I lossens time' indeholder dog habile skuespilpræstationer af Frederik Johansen, Sofie Gråbøl og Signe Egholm Olsen

20-årige Frederik Johansen er decideret fremragende som ung psykopat i 'I lossens time', der bygger på Per Olov Enquists skuespil 'I min morfars hus'. (Foto: Per Arnesen/SF-Film)
20-årige Frederik Johansen er decideret fremragende som ung psykopat i 'I lossens time', der bygger på Per Olov Enquists skuespil 'I min morfars hus'. (Foto: Per Arnesen/SF-Film)

'I lossens time'. Instr.: Søren Kragh-Jacobsen. Medv.: Sofie Gråbøl, Signe Egholm Olsen, Frederik Johansen, Søren Malling m.fl. 93 min. Premiere i dag i 96 biografer

En præst (Sofie Gråbøl) og en psykolog (Signe Egholm Olsen) forsøger begge at nå ind til den navnløse – han har blot nummeret 0307 – ganske unge mand (Frederik Johansen), der er anbragt på en lukket institution, efter at han tilsyneladende fuldstændig umotiveret har slået et ældre ægtepar ihjel på bestialsk vis.

Præsten Helen prøver at tale og ikke mindst lytte til ham (som regel en ganske effektiv metode), mens psykologen Lisbeth eksperimenterer med at udstyre patienterne med kæledyr for derved at vække deres empati. Det er ikke altid lige vellykket – slet ikke, hvis man er kæledyr. Og man er hele tiden i tvivl om, hvorvidt Lisbeth kerer sig mest om patienternes ve og vel eller sit eget forsøgs overlevelse.

Decideret fremragende
Gråbøl og Olsen gestalter glimrende de to væsensforskellige tilgange og temperamenter, Søren Malling er som altid en fornøjelse som den illusionsløse fangevogter – ’mediciner dem tilstrækkeligt, og håb på, at de ikke bliver for gamle’ – og 20-årige Frederik Johansen decideret fremragende som den unge psykopat. Der er et stykke vej fra debuten i den sympatiske Bjarne Reuter-filmatisering ’En som Hodder’ (2003).

Historien bygger på Per Olov Enquists skuespil ’I min morfars hus’ og har manuskript af instruktøren Søren Kragh-Jacobsen i samarbejde med Tobias Lindholm og forfatteren Jonas T. Bengtsson. Altså lutter gode kræfter. Alligevel er resultatet ikke ubetinget vellykket.

Grusomhedens poesi
Kragh-Jacobsen har selv beskrevet ’I lossens time’ som et studie i grusomhedens poesi – og altså ikke et forsøg på at lave en slags entydig realisme, hvor man kan trække en enkelt linje fra årsag til virkning. Alligevel bliver der lavet en lige lovlig bombastisk kobling mellem en traumatisk barndomsoplevelse og den psykopatiske handling.

Erindringsscenerne om opvæksten hos den religiøse morfar (Börje Ahlstedt) dybt inde i de svenske skove hører i det hele taget til blandt filmens bedste – her understreger Kragh-Jacobsen, at han kan noget helt særligt i barndommens land. Til gengæld har jeg lidt svært ved at forstå motivationen bag den krydsklippede kronologi i filmens hovedspor, der udspiller sig over et enkelt døgn. Det bevirker mest af alt, at vi flere gange ser noget, vi allerede ved.

Til gengæld har miljøskildringen af den hermetisk lukkede institutionsverden den rette klaustrofobiske stemning, og der er i det hele taget meget at glæde sig over på det rent filmtekniske og håndværksmæssige plan.

'Glade Søren' . Det var moderens øgenavn til Søren Kragh-Jacobsen, da han voksede op i en villa med egen iskiosk i Brønshøj som den finurlige dreng, der aldrig slog fra sig eller selv fik tæsk. Men den nu 66-årige filminstruktørs evne til at suge andres sorger og ulykker til sig var allerede dengang stærk. (Foto: Rumle Skafte) Tæt på Søren Kragh-Jacobsen: - Jeg kan være et rystende nervevrag

Håndfast tolkning
Og man keder sig ikke et øjeblik undervejs. Alligevel er det, som om ’I lossens time’ ikke helt kan leve op til sine egne ambitioner eller aspirationer – bl.a. får filmens metafysiske lag en ganske håndfast tolkning, der tangerer det banale, og trods de mange gode takter forlader man alligevel biografens mørke med en underlig uforløst fornemmelse.

Forstået på den måde, at der et eller andet sted inden i ’I lossens time’ gemmer sig en endnu bedre film end den, der foreligger her.

0 kommentarer
Vis kommentarer