'Blodets bånd' er ubehagelig, fremragende og nødvendig

Ny dansk dokumentarfilm handler om en forkvaklet families ulykkelige historie

Svend Åge har 16 børn og er ude af stand til at tage sig af nogen af dem, da han har været misbruger det meste af livet. Tragedien rulles op i 'Blodets Bånd'. (Foto: Doxbio)
Svend Åge har 16 børn og er ude af stand til at tage sig af nogen af dem, da han har været misbruger det meste af livet. Tragedien rulles op i 'Blodets Bånd'. (Foto: Doxbio)

'Blodets bånd'. Instr.: Pernille Bervald Jørgensen og Christian Sønderby Jepsen. Vises i udvalgte biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Instruktøren Pernille Bervald Jørgensen fik i 2008, da hun gik på den Europæiske Filmskole, til opgave at lave en syvminutters dokumentar. Hun valgte at lave en portræt af sin fars gamle kollega, den alkoholiserede, men sjove spilopmager Svend Åge. Det går dog hurtigt op for hende, at Svend Åge måske ikke er ubetinget morsom, hvis man har ham tæt inde på livet. Hvis man eksempelvis er hans barn.

Dem har Svend Åge hele 16 stykker af, og det viser sig, at han ikke har været i stand til at tage sig af nogen af dem. I ’Blodets bånd’ følger vi de tre yngste (den ældste fra det kuld ønsker ikke længere at have kontakt til familien).

Og vi kommer tæt på. Meget tæt på.

Tvangsfjernet
Børnene blev tvangsfjernet i år 2000, men flyttede drypvis hjem igen i årene 2005-2008. Pernille Bervald Jørgensen genoptager kontakten med familien i 2011 og laver sammen med kollegaen Christian Sønderby Jensen (der forrige år havde premiere på den fine ’Testamentet’) denne film, der er et rystende portræt af et så massivt omsorgssvigt, at man nærmest tror, det er løgn. Kan den slags virkelig finde sted i et såkaldt velfærdssamfund i det 21. århundrede?

Åbenbart. For børnene er ikke bare blevet svigtet af deres forældre, men også af ’systemet’, der godt nok har forsøgt sig med diverse lappeløsninger, men sjældent på en måde, så det for alvor kom børnene til gode.

Alt det oprulles, da Svend Åge (givetvis på foranledning af instruktørerne) i 2012 søger aktindsigt, da hverken han eller børnene egentlig kan huske, hvad der er sket. Fortrængninger kalder man vist den slags. Det gælder såmænd også Gitte – børnenes uhyggeligt passive mor, som godt ikke selv drak, så hvad hendes undskyldning var står hen i det uvisse. Uansvarlighed er kun et fattigt ord.

Forfærdeligt menneske
Og historien bliver stedse mere grotesk, efterhånden som Svend Åge (og publikum) får gravet sig igennem den meget store kasse med papirer, der kommer dumpende fra den nordjyske kommune. Ikke at det på nogen måde får ham til at tage sig sammen; men man aner da en snert af fortrydelse, da han på et tidspunkt udbryder: ’Hvis det her passer, er jeg jo et forfærdeligt menneske’.

Tja, det er svært at erklære sig helt uenig i. Men ikke udelukkende. Svend Åge er på sin egen måde også et kærligt menneske, der helt åbenlyst elsker sine børn. Han er bare ikke i stand til at tage vare på dem. Eller sig selv.

Hvorfor får vi så en mulig forklaring på hen mod slutningen af filmen. Og kan konstatere, at den sociale arv stadig eksisterer i bedste velgående.

Ubehagelig og nødvendig
En ting er tal og statistikker, noget andet er, når der som her kommer ansigter og skæbner på. Derfor har ’Blodets bånd’ da også allerede fået en del medieomtale. Med rette. For det er en både ubehagelig, fremragende og nødvendig film, de to instruktører har lavet.

Svend Åge er stiv i stort set hver eneste scene, så hvor meget han egentlig fatter er på flere måder uklart. Til gengæld er det ekstremt modigt, at børnene stiller op til den her grad af selvudlevering. Men mon ikke de gør det med ønsket om, at det kan hjælpe både dem selv og de alt for mange andre i samme situation videre? Lad os håbe det hjælper.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere