'Spies & Glistrup': Et usympatisk portræt

Christoffer Boes film om Simon Spies og Mogens Glistrup lider af samme mangel på empati som sine personer

Nicolas Bro og Pilou Asbæk gør det begge fremragende som de to ikoner, der bestemt ikke vises i noget flatterende lys. (Foto: Nordisk Film)
Nicolas Bro og Pilou Asbæk gør det begge fremragende som de to ikoner, der bestemt ikke vises i noget flatterende lys. (Foto: Nordisk Film)

'Spies & Glistrup'. Instr.: Christoffer Boe. Medv.: Pilou Asbæk, Nicolas Bro, Trine Pallesen, Jesper Christensen m.fl. 110 min. Premiere på torsdag over hele landet

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Der er ikke noget os. Ikke længere.’ Denne replik udtalt af Simon Spies i Pilou Asbæks skikkelse er det centrale omdrejningspunkt i ’Spies & Glistrup’, Christoffer Boes allerede på forhånd meget omtalte portræt af de to anarkister, der i en årrække var med til at sætte dagsordenen her i andedammen. Indledningsvis i tæt parløb, inden forretningsmanden Spies måtte erkende, at vennen og sagføreren Glistrup var dårlig for indtjeningen, og derfor koldt og kujonagtigt afbrød forbindelsen med ovennævnte ordlyd.

Se også: Nicolas Bro hørte Glistrup-interview 400 gange

Måske. For Boe indleder sin film med at gøre opmærksom på, at den er ’Baseret på virkelige begivenheder. Og en del uvirkelige’. At der altså er tale om en personlig fortolkning af stoffet, om end den del af publikum, der husker især halvfjerdserne, vil kunne nikke genkendende til mange af scenerne. Mange af dem er nærmest er blevet en del af den kollektive bevidsthed med morgenbolledamer og skattecirkus som blot en del af det spektakulære hurlumhej, der var med til at ændre danmarkshistorien.

Veldisponeret manuskript
I så markant grad, at man egentlig kan undre sig over, at det først er nu den bliver omsat til fiktion. Boe og Simon Pasternaks veldisponerede manuskript koncentrer sig om årene 1965 til 1973. Det vil sige fra de to gamle studiekammerater indleder deres professionelle samarbejde med at købe et flyselskab – en ren økonomisk gyser – til at Glistrup bliver valgt ind i Folketinget ved det såkaldte jordskredsvalg 4. december 1973.

Filmen starter (og slutter) dog i 1984, hvor Spies dør, og Glistrup sidder i spjældet. Så selv om man ikke på forhånd kender historien, er man ikke et sekund i tvivl om, at eventyret ikke har nogen lykkelig slutning.

Sex, stoffer og skandaler
Men ’Spies & Glistrup’ er ikke blot fortællingen om fantasten og fanatikeren, men i lige så høj grad en beretning om den epoke, de var en del af - det vil sige velfærdsstatens opblomstring og begyndelsen til selv sammes endeligt. Simon Spies var visionæren, der både forstod og kunne forudsige småborgerens behov og omsætte dem til klingende mønt. Gerne ved hjælp af sex, stoffer og skandaler som effektiv og billig markedsføring. Mens Glistrup var idealisten og ideologen, hvis udsagn om ’at det var umoralsk at betale skat’, var drevet af et indædt had til den nye, herskende klasse personificeret i ’skrankepaverne og pædagogerne’. Begge afskyede dog middelmådigheden som pesten.

Se også: Makkerparret der satte fut i 70'erne

Det paradoksale var dog, at Glistrups opgør med ’systemet’ i det lange løb var uforeneligt med, at Spies tjente kassen på netop det – og deres veje derfor var nødt til skilles. Ikke mindst, da der går politik i den. Om end det nok kunne have været gjort noget mere elegant. Og så alligevel ikke.

To outsidere
For er der noget, de to herrer har til fælles ud over deres tårnhøje begavelse og foragt for konventioner, så var det deres eklatante mangel på empati. Hvilket også bliver et problem for ’Spies & Glistrup’, forstået på den måde, at det er endog meget svært at føle sympati for dens to hovedpersoner, og at det derfor bliver en film, man mere betragter end egentligt oplever. Spies fremstår først og fremmest som en afsporet alfahan og Glistrup som en forvildet stakkel. To outsidere, som står i hver deres hjørne af skolegården og stedse mere skingert råber ’Se mig! Se mig!’. Hvilket måske nok er at forsimple tingene en smule.

Det har dog intet med Pilou Asbæk og Nicolas Bros fremragende indsatser at gøre. De kæmper begge en brav kamp for at skabe liv bag maskerne (og penisattrappen), oftest med stort held. Men er også så voldsomme i deres fremtoning, at de reducerer alle andre til statister. Hvad der selvfølgelig også kan være en væsentlig pointe i. Trine Pallesen og debutanten Camilla Lehmann gør dog indtryk som to meget tålmodige kvinder – henholdsvis Lene Glistrup og Inger Weile.

Fotografen Manuel Claro har også fanget perioden perfekt, og i det hele taget må man sige, at avantgardisten Christoffer Boe har taget springet over i maninstream-genren ualmindelig lydefrit uden at sætte sin æstetik over styr. Men også uden at slippe den indbyggede distance til stoffet, der fra starten har været hans særkende. På godt og ondt.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jonas Skov Nielsen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen