0 stjerner til ny Olsen-banden film

Tegnefilmsudgaven af Olsen-banden er et nyt lavpunkt i dansk filmhistorie

'Charme og anarki er der absolut intet af her i dette koldt og kynisk kalkulerede produkt', skriver Ekstra Bladets anmelder og sender nul stjerner afsted til 'Olsen-banden på dybt vandt'. (Foto: Nordisk Film)
'Charme og anarki er der absolut intet af her i dette koldt og kynisk kalkulerede produkt', skriver Ekstra Bladets anmelder og sender nul stjerner afsted til 'Olsen-banden på dybt vandt'. (Foto: Nordisk Film)

'Olsen-banden på dybt vand'. Instr.: Jørgen Lerdam. Danske stemmer: Martin Buch, Nicolaj Kopernikus, Kurt Ravn, Annette Heick m.fl. 80 min. Premiere i dag i 106 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

De er godt nok døde stort set alle sammen – både dem foran og bagved kameraet; men Nordisk Film holder krampagtigt fast i det hæderkronede varemærke ’Olsen-banden’. Allerede den sidste ’rigtige’ film i rækken, ’Olsen-bandens sidste stik’ (1998), var ren tomgang, mens ’Olsen-banden junior’ (2001) blot var en fredsommelig familiefilm blottet for originale indfald. Helt slemt blev det dog med den animerede ’Olsen-banden på de bonede gulve’ (2010), der ikke var bleg for at stjæle direkte fra ungernes sparegrise.

Men bedst som man troede, at bunden var nået, kommer der endnu et animeret opkog, ’Olsen-banden på dybt vand’, der er så usandsynligt ringe, at alle involverede burde skamme sig. Manuskriptet (af Tine Krull Petersen) er så blottet for tankevirksomhed, at man bogstavelig talt tror, det er løgn. Nu var de oprindelige film jo ikke just normbrydende mesterværker, men en vis nostalgisk charme og småborgerlig anarkisme kan man bestemt ikke fratage dem.

Dårlig folkekomedie
Charme og anarki er der absolut intet af her i dette koldt og kynisk kalkulerede produkt, hvis figurer blot er blege computergenererede kopier af Ove Sprogøe, Morten Grunwald, Poul Bundgaard, Kirsten Walter, Axel Strøbye, Preben Kaas osv. genskabt på så uelegant vis, at det tangerer ligskænderi. Selv de nytilkomne forbrydere Bang Johansen og Bang Bang Johnson ligner parodier på fæle kapitalister (den ene af dem selvfølgelig en tyk, vulgær amerikaner), der er trådt direkte ud af en dårlig folkekomedie fra 1970’erne.

Manglen på idéer og mindeværdige replikker forsøger man så at overdøve med åndssvage falde-på-halen gags og et hæsblæsende tempo, der dog ikke formår at skjule, at man når at køre i ring adskillelige gange i løbet af de blot 80 minutters spilletid.

Græmme sig
Jørgen Lerdam har med tidligere film om Jungledyret Hugo, Peddersen & Findus samt rensdyret Niko vist en vis evne til at tale i børnehøjde uden at gøre tingene unødigt komplicerede, men også uden at tale ned til dem. Hvem han henvender sig til her, er dog mere uklart.

Der findes langt bedre tilbud til poderne derude, og de referencer som man må formode går hen over hovedet på mange af dem, vil blot få de ledsagende voksne til at græmme sig, mens de prøver at fortrænge lyden af Balling og Bahs, der roterer om kap i deres grave. Olsen-banden er så stor en institution, at dette makværk nok skal sælge masser af billetter – men kom ikke og sig, at I ikke var advaret på forhånd.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen