'Ender's game' er flot og tanketom

Filmatiseringen af ’Ender’s Game’ formår desværre ikke at forløse historiens mange udfordringer

Asa Butterfield og Harrison Ford gør sig klar til at bekæmpe aliens i ’Ender’s Game’. (Foto: Disney Pictures)
Asa Butterfield og Harrison Ford gør sig klar til at bekæmpe aliens i ’Ender’s Game’. (Foto: Disney Pictures)

'Ender’s Game'. Instr.: Gavin Hood. Medv.: Asa Butterfield, Abigail Breslin, Harrison Ford, Ben Kingsley m.fl. 114 min. Premiere i dag landet over

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

’Ender’s Game’ er en filmatisering af Orson Scott Cards science fiction-klassiker fra 1985. Dog med visse ændringer – ikke mindst er børnene på rumstationen i filmen gjort betydeligt ældre end i bogen, hvilket faktisk gør den noget mindre skræmmende – for en del af pointen i historien er jo netop, hvordan man via militant skoling kan gå ind og fremelske menneskelige dræbermaskiner.

En slags futuristisk udgave af ’Full Metal Jacket’. Dog med det tvist, at man her for at blive den eksemplariske soldat, der kan lede jordboernes altafgørende slag mod de insektlignende aliens (tænk ’Starship Troopers’), også må besidde et vist mål af empati for at besejre fjenden. Man er nødt til at kunne leve sig ind i deres tankegang – for derefter at kunne udslette dem brutalt.

Kynisme og indlevelse
Den rette blanding af kynisme og indlevelse mener man at finde hos den 12-årige Ender (spillet med robotagtig præcision af Asa Butterfield – da bogen starter er han kun seks år, men det har man set bort fra her), der på Kampskolen udsættes for diverse prøvelser af både psykisk og fysisk karakter under supervision af skolens skrupelløse leder Hyrum Graff (Harrison Ford) for nu at være sikker på, at han er en knægt af den rette støbning.

Målestokken er den legendariske Mazer Rackham (Ben Kingsley), der 50 år forinden forhindrede den altødelæggende invasion af vores lille planet. Og man planlægger for at forhindre en ny invasion – som man altså ikke med sikkerhed ved om er på vej – at udslette fjenden totalt ved et overraskelsesangreb. Forsvar eller folkemord?

Imponerende udført
Som man måske fornemmer, indeholder ’Ender’s Game’ mange spørgsmål og dilemmaer af både moralsk og filosofisk karakter, men instruktøren og manuskriptforfatteren Gavin Hood har desværre valgt at satse det meste af butikken på flot computergrafik – og kampscenerne i de vægtløse øvelokaler på skolen er skam ganske imponerende udført – hvilket har resulteret i en mildest talt rudimentær psykologisk indsigt og en haltende dialogside.

Og så får vi desværre igen udstillet, at det efterhånden er mange år siden, at Harrison Ford har gjort noget godt for en film. Med andre ord ligner ’Ender’s Game’ mest af alt en spildt mulighed. Men det bliver der måske rettet op på i toeren.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere