Anmeldelse: Gådefuld og grotesk

’Borgman’ har desværre svært ved at leve op til de løfter, den selv giver

Der foregår mange uforklarlige ting i 'Borgman'. Også for mange. (Foto: Angel Films)
Der foregår mange uforklarlige ting i 'Borgman'. Også for mange. (Foto: Angel Films)

'Borgman'. Instr.: Alex van Warmerdam. Medv.: Jan Bijvoet, Hadewych Minis, Jeroen Perceval, Sara Hjort Ditlevsen m.fl. 113 min. Premiere d. 19. december i syv biografer

Hollandske ’Borgman’ er en på en gang fascinerende og frustrerende sag, der aldrig rigtigt lever op til de indledende løfter. Det starter ellers godt nok.

En præst og to medhjælpere jagter en lille gruppe mystiske skovmennesker anført af titlens Borgman (Jan Bijvoet), der lever i et sindrigt hulesystem under jorden. Borgman søger tilflugt i en øde beliggende millionærvilla,men jages på porten med en voldsom røvfuld af husets usympatiske ejer.

Hans kone forbarmer sig over ham og installerer ham i skjul. Og derefter udvikler tingene sig mere og mere grotesk. ’Borgman’ er fuld af uheldsvangre undertoner og leverer ikke nogen klare svar på, hvad det egentlig er, der foregår.

Falder sammen
Den kan med det fremmede, det uforklarlige og måske ligefrem ondskabsfuldes indtrængen i borgerskabets ellers så sikre heller, der herefter krakelerer fuldstændig, godt minde om Michael Hanekes ’Funny Games’ (1997), Dominik Molls ’Lemming’ (2005) eller Giorgio Lanthimos’ ’Dogtooth’ (2009) uden dog at være helt så vellykket.

Der er intet i vejen med at være gådefuld eller lade eventuelle konklusioner være op til beskueren selv, men der går en hårfin grænse mellem det dunkle og det kryptiske for slet ikke at snakke om det decideret uforståelige, hvor fortællingen simpelt hen falder sammen på egne præmisser.

Svagt tegnet
Der foregår nogle spring og karakterskift her, som man (eller i hvert fald jeg) ikke køber, da de blot fremlægges som flagrende postulater. En anden anke er, at bortset fra den sært dragende Borgman er resten af persongalleriet simpelt hen tegnet for svagt op. Det gælder ikke mindst danske Sara Hjort Ditlevsen som stuepigen Stine, hvis rolle egentlig ikke har nogen funktion.

Historien har også et metafysisk lag, der heller ikke rigtigt bruges til noget. Grunden til, at man bliver så irriteret over disse skavanker, er, at især de første 30-40 minutter af filmen er ualmindeligt lovende – på en gang groteske og underfundigt morsomme – og man derfor bliver mere og mere forbandet over, at konstruktionen falder fuldstændig fra hinanden undervejs.

Øv.

0 kommentarer
Vis kommentarer