Anmeldelse: Egoer i opløsning

Den amerikanske 'A late quartet' er en god film at varme sig på i denne mørke tid

'A late quartet' er en lille film garneret med stort skuespil ogcool newyorker-stemning. (Foto: SF Film)
'A late quartet' er en lille film garneret med stort skuespil ogcool newyorker-stemning. (Foto: SF Film)

'A late quartet'. Instr.: Yaron Zilberman. Medv.: Philip Seymour Hoffman, Christopher Walken, Catherine Keener, Mark Ivanir m.fl. 105 min. Premiere d. 19. december i seks biografer

Instruktør Yaron Zilbermans spillefilmsdebut ’A late quartet’ er et lavmælt newyorker-drama om venskab og ægteskab. Dens store styrke er et godt castet ensemble af karakterskuespillere.

Fire midaldrende musikere har turneret sammen i 25 år med speciale i udførelsen af Beethovens opus 131. Da strygerkvartettens leder Peter (Christopher Walken) får diagnosticeret begyndende Parkinson-syge, bliver musikernes interne hierarki udfordret, og især ægteskabet mellem andenviolinisten Robert (Philip Seymour Hoffman) og Juliette (Catherine Keener) bliver sat på en hård prøve. Snart bevæger den verdensberømte kvartet sig mod den ultimative opløsning.

’A late quartet’ synes umiddelbart på plakaten at være en film om klassisk musik, men er faktisk mere et fint skildret portræt af nogle store egoer, som fanget i deres passion forsøger at navigere i deres tilværelses efterår, hvor nære relationer pludselig står på spil.

Og selv om instruktøren er amerikaner er filmsproget her langt mere europæisk og afdæmpet, end hvad man normalt forbinder med produktioner fra det nordamerikanske kontinent.

Zilbermans fortælling om de fire musikere er næppe for det rastløse publikum, mens der for andre venter en god og varmhjertig oplevelse i biografmørket.

0 kommentarer
Vis kommentarer