Anmeldelse: Noa sejler i effekter

Darren Aronofskys fantasy-epos er dyster popcorn-underholdning med magi og monstre

Noa (Russel Crowe) og familien på flugt fra Guds overdådige brusebad i form af en kommende stormflod. (Foto: UIP)
Noa (Russel Crowe) og familien på flugt fra Guds overdådige brusebad i form af en kommende stormflod. (Foto: UIP)

'Noa'. Instr. Darren Aronofsky. Medv.: Russell Crowe, Jennifer Connelly, Emma Watson, Anthony Hopkins m.fl. 138 minutter. Premiere d. 3. april 2014 i 67 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Den amerikanske instruktør Darren Aronofsky har tidligere vist, at han kan udfolde det menneskelige drama på film. Her tænkes på ’The Wrestler’ (2008) og ’Black Swan’ (2010), der begge var sat i realistiske rammer. Det er dette nye værk næppe, og vores helt er hverken en afdanket slagsbror eller hallucinerende balletdanser.

Med inspiration fra den fantasifulde historie i Biblen og Koranen har Aronofsky valgt at skabe sit episke eventyr om bådebyggeren Noa med lige dele action- og fantasy-elementer. Russell Crowe gør det faktisk ganske overbevisende som knudemanden, der gennem profetiske drømme henter direktiverne om, at han skal konstruere et monster af en skude for at overleve en kommende, altødelæggende stormflod.

En slurk af natpotten
Man skulle umiddelbart tro, at vi kendte fortællingen om Noas ark fra start til slut, hvis man ellers ikke pjækkede fra folkeskolens kristendomstimer, men det er absolut en gevinst for filmen, at Aronofsky og hans medforfatter, Ari Handel, i manuskriptfasen har givet den fuld skrue – og muligvis også taget en slurk af natpotten i ny og næ. ’Noa’ minder faktisk flere steder om Peter Jacksons ’Ringenes Herre’-trilogi i sin visuelle stil og koreografi. Dette kan man så tage som en anbefaling eller det modsatte.

Guddommelig magi
Historien om Noa drukner dog heldigvis ikke udelukkende i bulder og brag, for godt nok sejler den af sted i prangende effekter, men kameraets øje slipper aldrig Noa og hans familie helt af syne og vover desuden at stille skarpt på hovedpersonens mere dystre og knap så elskelige sider.

Således bliver persongalleriet faktisk til mennesker af kød og blod og reduceres ikke blot til statister i et univers af guddommelig magi og intelligent computergrafik.

’Noa’ er med andre ord en raffineret omgang popcorn-underholdning, hvor slutningen dog desværre slipper en fæl vind indeholdende alle de sødsuppe-klichéer, som en Hollywood-produktion af den kaliber forudsigeligt nok skal indeholde.

0 kommentarer
Vis kommentarer