Seks stjerner til En du elsker

Pernille Fischer Christensens nye film er et knugende og vedkommende drama om menneskelige relationer

Den 50-årige svenske skuespiller og nu narkodømte Mikael Persbrandt spillerrøven ud af bukserne i ny dansk film. (Foto: Nordisk Film)
Den 50-årige svenske skuespiller og nu narkodømte Mikael Persbrandt spillerrøven ud af bukserne i ny dansk film. (Foto: Nordisk Film)

'En du elsker'. Instr.: Pernille Fischer Christensen. Medv.: Mikael Persbrandt, Trine Dyrholm, Birgitte Hjort Sørensen, Sofus Rønnov m.fl. 100 min. Premiere i 105 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Med stor udenlandsk succes i bagagen vender musikeren Thomas Jacob (Mikael Persbrandt) snuden hjem til Danmark for en stund.

Dagsordenen er simpel og overskuelig: Han er blot kommet hjem for at indspille lidt nye toner til en kommende plade.

Efter dette noget spinkle anslag i Pernille Fischer Christensens ’En du elsker’ rejser der sig dog snart en bølge af uforudsete besværligheder og konflikter. Man kan roligt sige, at sangstjernens lynvisit fra Los Angeles til Dannevang bliver skæbnesvanger.

Især da hans datter Julie (Birgitte Hjort Sørensen) dukker op i kulissen og forstyrrer den daglige trummerum og de planlagte studiebesøg. Med sig har den problemfyldte og tilsidesatte datter sin unge søn Noa (Sofus Rønnov), hvis tilstedeværelse komplicerer tingene yderligere. Især da Julie bliver indlagt på et afvænningscenter for stofmisbrugere.

Perfekte Persbrandt
Mens det følelsesmæssige stormvejr tager til, klamrer Thomas Jacob sig til sin manager Kate (Eve Best) og forsøger at holde sangstemmen ren i samværet med sin mangeårige producer Molly Moe (Trine Dyrholm).

Kim Fupz Aakeson og Pernille Fischer Christensen har skrevet manuskriptet, og det er deres fortjeneste – sammen med en håndfuld brillante skuespil-præstationer hele vejen rundt – at dette drama lydefrit og ubesværet kryber ind under huden og klemmer på tårekanalerne. Ikke en replik, et blik eller en scene virker kluntet eller forceret her.

Filmens stærkeste kort, Mikael Persbrandt, spiller nok en gang røven ud af bukserne som den tidligere alkoholiker og nu feterede, selviske rockstjerne, der til stadighed plages af sine indre dæmoner. Han er perfekt castet som en slags kloning af Sort Sols Steen Jørgensen og canadiske Leonard Cohen.

Rusten stemme
Der er desuden masser af glimrende sange med Persbrandts rustne stemme i front undervejs, komponeret med passende ynde af henholdsvis Marie Fisker og Tina Dickow. I samme åndedræt er det værd at nævne, at filmen kan tøjle sig selv, når det kommer til underlægningsmusikken, så hele miseren ikke søbes ind i et sørgmodigt soundtrack, der nemt kunne have fået båden til at tippe.

Således er ’En du elsker’ intet mindre end en imponerende musikalsk, følelsesmæssig bedrift af det store, kyndige kollektiv, der her agerer foran og bag kameraet.

0 kommentarer
Vis kommentarer