Anmeldelse: Britisk film går lige i mellemgulvet

'The Selfish Giant' er en hård, lille film med et stort bankende hjerte for samfundets udskud

De to venner Arbor (Conner Chapman) og Swifty (Shaun Thomas) leverer en sublim præstation i den britiske film 'The Selfish Giant'. (Foto: Angel Films)
De to venner Arbor (Conner Chapman) og Swifty (Shaun Thomas) leverer en sublim præstation i den britiske film 'The Selfish Giant'. (Foto: Angel Films)

'The Selfish Giant'. Instr.: Clio Barnard. Medv.: Conner Chapman, Shaun Thomas, Ralph Ineson m.fl. 91 min. Premiere d. 24. april 2014 i 12 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Den kvindelige, britiske instruktør Clio Barnard har med sin blot anden film ’The Selfish Giant’ begået et nænsomt, hjerteskærende, social-realistisk drama. Vi er helt nede på det laveste trin på den sociale rangstige i den engelske flække Bradford, hvor de to kammerater Arbor (Conner Chapman) og Swifty (Shaun Thomas) forsøger at opretholde deres værdighed og venskab.

Bortvist fra skolen og med forældre, der lever på samfundets absolutte bund, har de alle odds imod sig. Den adhd-plagede Arbor er overbevist om, at han kan klare sig selv i de voksnes verden. Således starter han en lille forretning som lokal skrotsamler og kobberledningstyv med behændig hjælp fra sin bedste ven, der dog er mere interesseret i en levevej som jockey.

Arbors lille pengemaskine trækker snart dem begge ud på dybt vand. Helt derud, hvor de ikke kan bunde.

Aldrig sentimental
Tonen i ’The Selfish Giant’ er ofte poetisk, til tider tragisk – dog aldrig forfalden til det sentimentale. Conner Chapman og Shaun Thomas er begge fantastiske og overbevisende i rollerne som optimistiske lømler i et pauvert, kærlighedsforladt landskab.

En hård, lille film med et stort, bankede hjerte for samfundets udskud og skæbner.

0 kommentarer
Vis kommentarer