Anmeldelse: Portræt af en rapper

Der er tunge beats i Brøndby Strand i den ikke helt uefne debut-film 'Ækte vare'

Rapperen Gilli (Kian Rosenberg Larsson - til venstre i billedet) og vennerne hænger ud i Vestegnens ghetto i Fenar Ahmads debut-film. (Foto: UIP)
Rapperen Gilli (Kian Rosenberg Larsson - til venstre i billedet) og vennerne hænger ud i Vestegnens ghetto i Fenar Ahmads debut-film. (Foto: UIP)

'Ækte vare'. Instr.: Fenar Ahmad. Medv.: Kian Rosenberg Larsson, Ali Sivandi, Maria Erwolter, Marijana Jankovic m.fl. 89 min. Premiere d. 8. maj 2014 i 50 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

De har det hårdt, men til tider også ganske hyggeligt ude i Brøndby Strand. Bag den ydre verden af grå, kedelig beton gemmer der sig nemlig en historie om kammeratskaber og et kapitel om den 19-årige rapper Gilli (der bærer det borgerlige navn Kian Rosenberg Larsson).

Han drømmer om at blive om end ikke verdensstjerne så anerkendt for sit talent som rapper.

Det er temaet for Fenar Ahmads debutfilm, ’Ækte vare’, der iscenesætter Gilli i diverse tableauer som bl.a. indbrudstyv, score-karl og tekstforfatter til velklingende, bas-gyngende rytmer. Kokain og hash rører han ikke, men han er glad for smøger, øl og cocktails.

Ikke uden charme
Han er tilmed et interessant bekendtskab og ikke helt uden charme foran kameraet. Hans venner og bekendte fra Vestegnen er dog kun delvist dragende. Især scenerne, der beskriver forholdet til veninden Jelana (Marijana Jankovic) og musikproduceren Jens (Fredrik Christian Johansen) virker, men der er også ting, der ikke gør.

Eksempelvis bliver der flere steder snakket så hurtigt, mens hiphop-tonerne ulmer i baggrunden, at man som tilskuer ikke kan høre en dyt af dialogen. Desuden føles filmen en smule overdoseret med hensyn til antallet af sekvenser, hvor vi i slowmotion følger en fed aften i byen badet i blinkende lys.

Musikken er dog ferm og brager løs, så biografsæderne vibrerer. Man accepterer filmens præmis om det lovende potentiale hos Gilli. I starten sidder man pænt og venter på, at filmen ruller en egentlig hovedhistorie ud, men ’Ækte vare’ er faktisk mere en let flagrende mosaik.

Når rulleteksterne kommer, sidder man i sædet med en feelgood-fornemmelse i maven, men også lettere forvirret i hovedet. Det er nemlig svært at blive klog på, om ’Ækte vare’ er en portrætfilm af den up-coming rapper, eller om den snarere er ren markedsføring af et eventuelt kommende debutalbum fra Gilli. Svaret blæser i Vestegnens vinde.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!