Anmeldelse: Præriens skrappe drenge

Kristian Levrings bud på en hårdkogt western er primært en flot stiløvelse

Mads Mikkelsen er på blodigt hævntogt i 'The Salvation'. (Foto: Nordisk Film)
Mads Mikkelsen er på blodigt hævntogt i 'The Salvation'. (Foto: Nordisk Film)

'The Salvation'. Instr.: Kristian Levring. Medv.: Mads Mikkelsen, Mikael Persbrandt, Eva Green, Eric Cantona m.fl. 91 min. Premiere d. 22. maj 2014 i 65 biografer

Dogme-broderen Kristian Levring har siden debuten med ’Et skud fra hjertet’ i 1986 markeret sig som en instruktør, der går sine helt egne veje med det Shakespeare-inspirerede ørkendrama ’The King Is Alive’ fra 2001 som det hidtidige kunstneriske højdepunkt.

Hans femte spillefilm, ’The Salvation’, er en realisering af drengedrømmen om at lave en western. Men vi er cirka så langt fra ’Præriens skrappe drenge’, som det er muligt at komme. Selv om det netop er, hvad vi har med at gøre. Altså nogle skrappe drenge på prærien. Og en enkelt skrap kvinde.

Krigsveteraner
Jon (Mads Mikkelsen) og Peter (Mikael Persbrandt) er brødre og krigsveteraner, som efter nederlaget i 1864 drog til det forjættede Amerika for at søge lykken. Nu her syv år efter ankommer Jons kone og søn så til landet. Men gensynet og lykken bliver kort, da de begge omkommer på brutal vis. Jon hævner sig straks på gerningsmændene, men den ene af dem har en bror (Jeffrey Dean Morgan), og nu bliver han sur. Så har vi for alvor balladen.

Hvilket kompliceres yderligere af, at denne bror er en afstumpet og grådig leder af en tyvebande, der inddrager et helt lille, kujonagtigt bysamfund i hævnspiralen. Med talrige dødsfald til følge.

Hårdkogte mestre
Levrings stærkt stiliserede bud på genren lægger sig åbenlyst i støvlesporene på hårdkogte mestre som Sam Peckinpah og især Sergio Leone (selv Kasper Windings soundtrack lyder som Ennio Morricone). Det er ordknapt, sammenbidt og stærkt underholdende, men hæver sig aldrig rigtig over pastichen.

Også fordi de blændende flotte, farvemættede billeder (hvor Levrings meritter som reklameinstruktør bliver meget tydelig) nærmest truer med at virke distraherende i forhold til den barske og enkle historie.

Gode elementer
Personerne har heller ikke meget at gøre godt med – de er blot brikker i et sadistisk spil – og det er kun den stumme Madelaine spillet af Eva Green, man for alvor bliver nysgerrig efter at høre mere om.

Har man det mindste tilovers for rygende seksløbere, skal man selvfølgelig se ’The Salvation’, som trods mange gode elementer dog ikke helt når niveauet fra andre moderne western-bud som John Hillcoats ’The Proposition’ (2005), Coen-brødrenes genindspilning af ’True Grit’ (2010) eller Tarantinos ’Django Unchained’ (2012).

0 kommentarer
Vis kommentarer