Anmeldelse: Tempo og tragedie i ny dansk film

'Lev stærkt' går bag om overskrifternes hensynsløse farttåber

Jakob Oftebro og Cyron Melville spiller overbevisende i den dynamiske 'LevStærkt'. (Foto: Henrik Petit)
Jakob Oftebro og Cyron Melville spiller overbevisende i den dynamiske 'LevStærkt'. (Foto: Henrik Petit)

'Lev stærkt'. Christian E. Christiansen. Medv.: Cyron Melville, Jakob Oftebro, Danica Curcic, Caspar Fomsgaard m.fl. 86 min. Premiere d. 26. juni 2014 i 78 biografer

Christian E. Christiansen debuterede i 2006 med den stærke ungdomsfilm ’Råzone’ om en gruppe teenagepigers barske gruppedynamik.

Siden har præstationerne været mere på det jævne, og selv om Hollywood-gyseren ’The Roommate’ (2011) var en stor succes ved de amerikanske billetluger, blev den dog ikke mere kunstnerisk interessant af den grund.

Se også: Cyron Melville brænder gummi

Men nu vender Christiansen tilbage til den rå realisme, der var udgangspunktet, med ’Lev stærkt’, som handler om en flok fartglade ungersvende. Indledningsvis kan den med sine brølende og testosteron-hørmende beskrivelser af gaderæs minde lidt om ’Fast and Furious’-serien eller ’Need for Speed’, hvilket er et ganske smart træk, da det får tilskueren til at leve sig ind i drengenes verden, og dermed oparbejde en vis forståelse for det adrenalinkick og eksistentielle sus, som de drønende motorer give dem. Om ikke andet får det dem til at glemme hverdagens tomgang.

Se også: Vild med Dans-vinder nøgen i ny film

Fordomsfri beskrivelse
Men filmen skifter brutalt tone og karakter, da den nærmest uundgåelige katastrofe indtræffer. Nikolaj (spillet af Cyron Melville og den karakter, der trækker tråden tilbage til ’Råzone’) g Martin (Jakob Oftebro) kører om kap – den ene af dem i en stjålet bil – da Martin fræser ind i en ung kvinde, som efterfølgende dør af sine kvæstelser.

Nikolaj flygter fra gerningsstedet, mens Martin idømmes en mild fængselsdom, som udvikler sig til et frit fald ud i stofafhængighed og narkogæld.

’Lev stærkt’ er en vellykket og fordomsfri beskrivelse af, hvordan to drenge bliver voksne i en rasende fart – bogstavelig talt. Tankeløsheden giver i den grad moralske tømmermænd.

Se også: Vild med dans-vinder i ny ungdomsfilm

Trekantsdrama
Desværre har man valgt at krydre den historie med et trekantsdrama, hvor Nikolaj forelsker sig i den samme pige, Signe (Danica Curcic), som Martin er lun på. For selv om kærligheden i sig selv virker ægte nok, er det, som om den skygger lidt for udsynet til den egentlige og virkeligt originale fortælling her. Men man har måske anset den for et nødvendigt krydderi, der gør det nemmere at lokke målgruppen i biografen.

Det ændrer dog ikke ved, at Christiansen skal have stor ros for igen at genoplive den stolte, danske tradition for ungdomsfilm med både kant, dybde og hjerte. Båret igennem af fornemt skuespil af de tre hovedrolle-indehavere, der leverer karakterer, man tror på; men man behøver nu hverken være ung eller have benzin i blodet for at få noget med hjem her.

0 kommentarer
Vis kommentarer