Anmeldelse: En sukkermad med sukker på

'Forelsket i New York'  opleves som en filmatisering af en tam ugebladsnovelle

Ih, hvor vi hygger os! Mark Ruffalo og Keira Knightley i den søvndyssende musikfilm ’Forelsket i New York’. (Foto: SF-Film)
Ih, hvor vi hygger os! Mark Ruffalo og Keira Knightley i den søvndyssende musikfilm ’Forelsket i New York’. (Foto: SF-Film)

 
Forelsket i New York. Instr.: John Carney. Medv.: Keira Knightley, Mark Ruffalo, Catherine Keener, Adam Levine m.fl. 103 minutter. Premiere i 41 biografer

90% musik og 10% handling.

Således kan filmen ’Forelsket i New York’ beskrives. Den minder mest om en filmatisering af en to sider lang damebladsnovelle af håbløst romantisk karakter.

Keira Knightley griber guitaren i hver anden scene og fremturer med den ene middelmådige Norah Jones-agtige ballade efter den anden.

Sagen bliver ikke mere spændstig af, at hun fuldstændigt overspiller rollen som den tuttenuttede Gretha, der er på jagt efter en pladekontrakt i den amerikanske storby.

Hun smiler så hidsigt med sit hvide gebis, at ingen kan være i tvivl om, at hun børster sine tænder grundigt hver dag.

Gretha får i øvrigt en hjælpende hånd på vej mod stjernerne, da hun møder den fallerede producer Dan (Mark Ruffalo).

Selv har stakkels Dan koneproblemer samt et akavet forhold til sin teenagedatter. Og så bæller han for megen alkohol – men mon ikke han kommer på bedre tanker, når Gretha spiller en af sine utallige, tandløse kærlighedssange?

Det tror jeg nok, han gør.

0 kommentarer
Vis kommentarer