'Ditte & Louise': Grænseoverskridende

Den afviste tv-serie 'Ditte & Louise' hævner sig nu som yderst vellykket spillefilm, der gerne bryder et tabu eller tre

Se den frække trailer her:

'Ditte & Louise'. Instr.: Niclas Bendixen. 105 min. Premiere 13. september i 99 biografer landet over.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Vi var en del, der undrede os over, at DR efter to yderst vellykkede sæsoner valgte at droppe komedieserien 'Ditte & Louise', der et stykke hen ad vejen godt kunne ses som et kvindeligt modsvar til 'Klovn'. Men modstand kan der heldigvis også komme noget godt ud af.

For hvis tv-serien var fortsat, er det ikke særligt sandsynligt, at vi havde fået en spillefilmsversion af 'Ditte & Louise'. Og vi kan allerede nu godt afsløre, at de klarer springet til det store format mindst lige så godt, som det lykkedes for 'Klovn' i første ombæring. Det er slet ikke nogen ringe bedrift.

Men filmen er ikke bare et resultat af afvisning, det er simpelthen dens drivkraft og tema.

Ditte Hansen og Louise Mieritz spiller hovedrollerne i 'Ditte og Louise - The Movie'. Foto: Anthon Unger Film, tv & radio - 26. jul. 2018 - kl. 18:25 Dansk film for fræk til Facebook

Ditte Hansen og Louise Mierittz spiller igen versioner af sig selv, og da begge er i slutningen af 40'erne, hænger rollerne ikke længere på træerne, og de tjener til dagen og vejen ved at rejse rundt med det beskedne komedieshow 'Øglerne'. Men måske kan man være heldig, at få en lille rolle som gammel luder i den nye Jussi Adler-Olsen film.

Men da Ditte får at vide, at selv det er hun blevet for gammel til med begrundelsen, at 'film skal kilde i dilleren' (underforstået: det gør hun ikke længere), så bliver det alligevel for meget.

Ditte beslutter sig for at klæde sig ud som Ditlev, og som mand søger hun en rolle i en ny vikingefilm, hvor hun skal spille overfor Anders W. Berthelsen. Det var indledningsvis mest ment som en provokation, men hun får til sin egen overraskelse rollen, og så fanger bordet.

Se også: UPS! DR droppede serie - så vandt den stor pris

Ditlev bliver en lynsucces, og pludselig befinder Ditte/Ditlev sig i inderkredsen af det danske filmmiljø, og hænger ud med Anders W. Berhelsen, Thure Lindhardt og den slags typer. Den skjulte identitet skaber selvfølgelig en del problemer- og ikke mindst en perlerække af morsomme optrin.

'Ditte & Louise' får noget nær det optimale ud af at lave en omvendt 'Tootsie', og den egentlig ret spinkle præmis bruges i et både intelligent, grænseoverskridende og ikke mindst hylemorsomt portræt af den danske filmbranche som en mandschauvinistisk drengeklub.

Men der er ikke nogen, der skånes her - mindst af alt Ditte og Louise selv - så nok afdækker (i bogstaveligste forstand) filmen nogle uklædelige mekanismer i branchen, men der bliver aldrig tale om entydig, fornærmet og selvretfærdig harme, og derfor rammer humoren så meget hårdere. Der er i den grad noget på spil her ud over den lette latter. Og det handler bestemt ikke kun om filmbranchen, men stikker meget dybere.

foto: jan unger Kendte Ditte Hansen: Mit pinligste øjeblik

Ditte og Louise tør være kiksede og pinlige og klæder i den grad også sig selv af, så der kommer hele mennesker ud af det, som man ikke bare griner af, men også føler med. Det er nu engang det sjoveste.

Ind i mellem bliver det næsten ubærligt at overvære - ikke mindst en virkelig ubehagelig blowjob-scene - men der er hele tiden en dybereliggende pointe med løjerne, og 'Ditte & Louise' er noget så sjældent som en tv-serie, der er endnu bedre i filmudgaven. Vi vil have mere! Af det hele!

'Ditte & Louise' har premiere 13. september.

11 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere