'De fantastiske fire' er en fantastisk sovepille

Instruktør Josh Trank har begået en noget kedelig og langtrukken superhelte-film

Se trailer til 'Fantastic Four'

 
Fantastic Four. Instr.: Josh Trank. Premiere d. 6. august 2015 i 70 biografer

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Det er set før, at superheltefigurer får et ansigtsløft. Senest i Marvels genstart af Spider-Man-serien, hvor man efter tre film med Tobey Maguire i dragten erstattede ham med Andrew Garfield.

Se også: Anmeldelse: Kærlighed og kæberaslere

Turen er nu nået til ’De fantastiske fire’, hvor tegneserie-giganten Marvel samler et nyt hold af unge, velplejede skuespillere i hovedrollerne og sætter en ny instruktør ved roret i håbet om en frisk og indbringende begyndelse.

Valget er faldet på Josh Trank, der tidligere har begået science-fiction filmen 'Chronicle', og dette reboot af 'De fantastiske fire' opleves da også mere som en middelmådig science-fiction film end en helstøbt superhelte-film.

Se også: Socialrealistiske superhelte

Opgør mod det onde
Trank spoler tiden tilbage til 2007, hvor to af de fire fremtidige helte stadig er et par nuttede små nørder, der sysler med avanceret mekanik, som kan transformere materie (og senere mennesker) gennem tid og rum.

Syv år senere har de forfinet teknikken, og det egentlige eventyr kan begynde, hvor vore helte har erhvervet deres fiffige superkræfter.

Vi er dog over halvvejs gennem filmen, da det øjeblik indtræffer, og indtil da har Josh Trank forsøgt at give karaktererne personlighed og nærvær, men det er egentlig ikke særligt vellykket.

Da firkløveret langt om længe skal have det første opgør mod det 'onde', den legendariske superskurk Doktor Doom, føles det faktisk, som om det blot tager et par sekunder at få pacificeret en grim fætter af den kaliber.

Og da støvet har lagt sig, og Jorden alligevel ikke går under denne gang, fremstår 'De fantastiske fire' anno 2015 som en lang sniksnakfilm, der hverken gør fra eller til.

Dette første kapitel – i en forventelig stribe af nye film – ligner faktisk allermest en rolig og dialogbaseret optakt til noget større, vildere og mere balstyrisk i en kommende to’er.

Fantastic Four. Instr.: Josh Trank. Medv.: Miles Teller, Kate Mara, Michael B. Jordan m.fl. 97 min. Premiere i 70 biografer

22 kommentarer
Vis kommentarer