En enestående kvinde

Ny dokumentar om Ingrid Bergman er befriende ærlig og konsekvent

Her kan du se filmens trailer

 
'Jeg er Ingrid'. Instr.: Stig Björkman. Premiere 27. august

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

I sin nok allermest kendte rolle som Ilsa Lund i Michael Curtiz’ udødelige ’Casablanca’ fra 1942 spiller Ingrid Bergman en kvinde, der er splittet mellem pligten og kærligheden.

Et lignede skisma – valget mellem kunsten og familien – er det gennemgående træk i Stig Björkmans dokumentarfilm om den store svenske skuespillerinde, der ville være fyldt 100 år på lørdag, men døde som 67-årig i 1982.

Se også: De 20 bedste film nogensinde

Bergman var tilsyneladende typen, der gemte alt, så Björkman har haft adgang til et skatkammer af arkivmateriale – fra dagbøger til smalfilm – og det meste af det har aldrig været offentliggjort før. Eksempelvis hendes første prøvefilmning i Hollywood, hvor hun er blevet hentet til af producenten David O. Selznick, der vil lave en amerikansk version af hendes svenske succesfilm ’Intermezzo’. Et klip, der oser af så megen star quality, at man nærmest ikke tror sine egne øjne, og de to guddommelige minutter er hele entrébilleten værd.

Ud over privatoptagelser og få, men velvalgte klip fra hendes karriere er ’Jeg er Ingrid’ bygget omkring oplæsninger fra hendes dagbøger (helt tilbage til 13-års alderen) samt interview med hendes fire børn, som hun forlod ad to omgange for at realisere sit eget projekt. Som ikke skjuler, at det selvfølgelig gjorde ondt, men ingen af dem fremstår som egentlig bitre.

Se også: Homofrygt drev Bogart tæt på selvmord

’Jeg er Ingrid’ er et sjældent intimt portræt af en kvinde, som man vel næppe kan betegne som feminist, men som ikke desto mindre gjorde tingene på sin egen måde – og var villig til at betale prisen for det. Men selv om den er loyal over for sit emne, så lægger filmen altså heller ikke skjul på, at der også var andre, der måtte bøde for hendes valg.

Filmisk er ’Jeg er Ingrid’ måske ikke voldsomt original, til gengæld er den befriende ærlig og konsekvent. Og giver en lyst til at se eller gense hele værket. På alle måder et enestående menneske.

 

5 kommentarer
Vis kommentarer