Endnu en Erik Clausen-film med Erik Clausen som Erik Clausen

'Mennesker bliver spist' er fuld af joviale vittigheder og leverpostejs-farvet harmoni

 
Mennesker bliver spist. Instr.: Erik Clausen. Premiere landet over d. 26. februar 2015

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Erik Clausen har før lavet film, der kredsede om en person med hukommelsesproblemer, nemlig den senile Walentin (Frits Helmuth) i 'Villa Paranoia' fra 2004. Og det er ikke det eneste træk i Clausens seneste, 'Mennesker bliver spist', der minder om noget, man har set før hos den 72-årige instruktør.  Snarere tværtimod.

Ligesom når han laver interview, hvor han i årtier har gentaget de nøjagtig samme pointer, er det stort set også den samme film, han laver hver gang. Eller i hvert fald med mange fællestræk.

De kan så være mere eller mindre vel-eksekverede, og den forrige, 'Frihed på prøve', var en af de absolut svageste i et mildest talt ujævnt værk.

Småkedelig
Personerne ligner som altid nogen, der er trukket i en automat på Arbejdermuseet, og Clausen spiller selv den godmodige, men også lidt småkedelige mekaniker Herluf, der begynder at få problemer med hukommelsen og ender med at blive bortvist af værkstedsbossen, som selvfølgelig spilles af Leif Sylvester. Bare for lige at understrege at vi befinder os på stensikker grund her.

Han tør selvfølgelig ikke fortælle det til sin kone, spillet af Bodil Jørgensen, der som altid gør det fint. Men det er efterhånden lidt trættende, at hun tilsyneladende skal være med i samtlige danske film. Men så er der til gengæld ingen fare for, at vi glemmer, at det er film det her. Hun har desuden en affære på sit arbejde som socialrådgiver.

Driver rundt
Mens han driver rundt for at dække over, at han ikke er på arbejde, havner han på bedste folkekomedie-facon hos nogle polske håndværkere – i Polen. Det giver anledning til nogle 'sjove' opgør med danskernes forestillinger om polakker og vice versa, mens Herluf forsvinder længere og længere ind i demensens tåger.

Mens han er væk, rykker den ellers splittede familie sammen under eftersøgningen, så alt helt efter planen kan ende i leverpostejs-farvet harmoni og fællesfoto i parcelhuset på villavejen.Man bliver så træt ...

Emnet er som sådan påtrængende nok, men har været behandlet med langt mere pondus, relevans og kunstnerisk nerve i blandt andet Bille Augusts ’En sang for Martin’ eller Oscar-vinderen ’Jeg er stadig Alice’ med Julian Moore, som snart får dansk premiere.

Clausen formår igen at pille enhver brod ud af sin historie med sit forlorne lune, fortærskede typer og manglende mod til at søge derhen, hvor det for alvor betyder noget eller gør rigtigt ondt. Hvis vi nærmer os, skal han nok lige sørge for at punktere ballonen med en en jovial vittighed.

Der er tilmed en halvdårlig sang af Kim Larsen på autopilot. Men måske Clausen bare ikke kan huske, at han allerede har sagt det hele før. Og sagt det bedre.

Mennesker bliver spist. Instr.: Erik Clausen. Medv.: Erik Clausen, Bodil Jørgensen, Lærke Winther, Leif Sylvester m.fl. 104 min. Premiere landet over d. 26. februar 2015.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere