Filosofisk rumeventyr

'Arrival' er mere interesseret i, hvordan vi kommer i kontakt med de fremmede, end hvordan vi kommer i krig med dem

Se traileren her:

'Arrival'. Instr.: Denis Villeneuve. 116 min. Premiere 1. december i 63 biografer landet over.

4
4.7
Hvad er din bedømmelse? Din bedømmelse er modtaget

Den 49-årige canadier Denis Villeneuve har med film som 'Prisoners' (2013) og 'Sicario' (2015) markeret sig som en af tidens mest spændende mainstream-instruktører, hvilket da også har sikret ham tjansen med den kommende og med spænding imødesete 'Blade Runner 2049'. Han tager dog allerede fat på science fiction-genren med den aktuelle 'Arrival', der har den samme filosofisk/videnskabelige tilgang til emnet, som vi også så i Christopher Nolans 'Interstellar' og Jeff Nichols 'Midnight Special'.

Vi starter med en længere prolog, hvor vi følger lingvisten dr. Louise Banks (Amy Adams) tage afsked med sin kræftsyge teenagedatter. Herefter lander der 12 enorme  ellipse-formede rumskibe forskellige steder på kloden, hvor de forholder sig tavse og passive.

Filmanmeldelser - 22. okt. 2015 - kl. 10:46 Anmeldelse: Virtuos voldsspiral

Da Louise tidligere er blevet sikkerhedsclearet i forbindelse med en oversættelsesopgave for militæret, kontaktes hun af oberst Weber (Forest Whitaker), der beder hende forsøge at kommunikere med rumvæsenerne i samarbejde med fysikeren Ian Donnelly (Jeremy Renner), hvilket fører til en række møder med to af de fremmede kaldet Abbott og Costello i mangel af bedre.

Hvis det er action og stjernekrig man er på udkig efter, skal man nok gå andre steder hen, da 'Arrival' i adstadigt tempo beskæftiger sig med grundlæggende overvejelser af semantisk og pragmatisk lingvistisk karakter samt betragtninger om sprogets betydning for vores verdens- og tidsopfattelse.

Se også: Anmeldelse: Topunderholdende thriller

Det lyder måske tungt, men er det overhovedet ikke, da 'Arrival' har en grundlæggende poetisk og romantisk undertone, hvilket desværre ind i mellem har en tendens til at kamme over i det melodramatiske. Ikke mindst i de mange sekvenser, hvor Louise opnår nye erkendelser, mens hun mindes sin afdøde datter.

Renners rolle er også en kende underfrankeret, lige som filmens politiske lag også forekommer en smule klodsede og obligatoriske. En sidste anke er, at den cirkulære slutning - der understreger hele den underliggende pointe - virker en kende konstrueret uden dog at nå de ufrivilligt komiske takter man så i 'Interstellar'.

Film-anmeldelser - 23. mar. 2016 - kl. 09:29 Kappeklædt klask

Kan man leve med ujævnhederne, er der masser af andet at glæde sig over i 'Arrival'. Ikke mindst en serie spektakulære billeder samt en blændende præstation fra Amy Adams. Mon ikke der er Oscar-nominering i vente her?

Gode science fiction-film rummer som regel en masse reflektioner over den menneskelige eksistens her og nu, og det gælder også 'Arrival', der ikke blot spørger hvem er de og hvad vil de? - altså de syvbenede aliens - men i den grad vender de selvsamme spørgsmål indad. At de menneskelige helte og skurkeroller så er fordelt på vanlig Hollywood-facon (amerikanere vs. kinesere) må man så tage med i købet. Længere tænkes der desværre heller ikke ud af boksen.

PS. Nej, du skal ikke vente til 'Arrival' lander på en streaming-tjeneste nær dig. Dens lyd og billedside fortjener i den grad en ordentlig biograf.

Medv.: Amy Adams, Jeremy Renner, Forest Whitaker,Michael Stulbarg m.fl.

 

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen