Glædelig 1. maj! LO-zette må klappe i hænderne over tandløst portræt

Lizette Risgaard kunne ikke selv have lavet en mere venlig skildring end den aktuelle dokumentarfilm 'Hjerter dame'

Se traileren her:

'Hjerter dame'. Instr.: Louise Detlefsen og Mette-Ann Schepelern. 86 min. Premiere 2. maj i biografer over hele landet.

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

Med sammenlægningen af LO og FTF i sidste måned er Lizette Risgaard blevet endnu mere magtfuld, end hun var i forvejen. Så timingen af dokumentarfilmen 'Hjerter dame' kunne næppe være bedre. Det kunne filmen til gengæld. At kalde den tandløs, vil næsten være for høfligt. Og ligegyldig nok mere præcist.

Portrættet af fagforeningsbossen virker i den grad lavet på hovedpersonens egne præmisser og hun er stort set også den eneste, der kommer til orde i 'Hjerter dame'. Og kritiske røster er der absolut ingen af. Det behøver der selvfølgelig heller ikke være, men det gør dog oplevelsen noget endimensionel.

Se også: Engell efter fusion: De skal skære dybt

Også fordi vi på intet tidspunkt kommer bag Risgaards professionelle facade. Selv da hun taler om ægtefællens død i 2011 virker det sært distanceret. Det er selvfølgelig nok et bevidst valg at lade privatpersonen Lizette træde så meget i baggrunden, at man bliver i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet findes, men heller ikke som offentlig figur bliver man meget klogere på hende her.

Filmen starter, da hun i 2015 efterfølger Harald Børsting som formand for LO efter, at hun har været næstformand siden 2007. Hun lader forstå, at hun havde opfattelsen af primært at være hentet ind for at tiltrække kvindelige stemmer, men ellers i den grad følte sig uden for det gode (mandlige) selskab i årene som næstformand, og noget af det første, hun gjorde som nyvalgt formand, var, at rydde ud i den tidligere ledelse.

Se også: Kæmpefusion i fagbevægelsen er en realitet

Dét havde jo været interessant at høre lidt mere om intentionerne bag, men det bliver bare til lidt forblommede ord om solidaritet og velfærd, mens vi ser hende styrte af sted fra møde til møde eller tjekke Facebook, alt mens hun fortæller os, at hun med årene er blevet bedre til 'magtgamet' (det vi andre kalder magtspillet), men hvad det præcis indebærer, kommer hverken hun eller filmen dog nærmere ind på.

Ej heller da der kommer uroligheder i baglandet i forbindelse med overenskomstforhandlingerne i 2017 bliver det til meget andet end nogle egentlig ret patroniserende bemærkninger om, at uenighed hører med til den demokratiske proces.

Se også: Nerverne uden på skjorten: Stort hemmelighedskræmmeri om kæmpe fusion

Titlen 'Hjerter dame' siger egentlig det hele. Vi skal forstå, at her er en kvinde, der vil os alle det bedste. Og det skal vi sådan set ikke sætte spørgsmålstegn ved. Filmen gør det i hvert fald ikke. Jeg er ikke i tvivl om, at de to rutinerede instruktører selv har valgt, hvor de ville lægge snittet, men jeg er ret sikker på, at Lizette Risgaard og hendes stab af kommunikationsrådgivere sidder og klapper frydefuldt i hænderne.

Uanset om man sympatiserer med Risgaards grundlæggende projekt eller vision (som vi heller ikke kommer nærmere ind på her, ud over at hun meget gerne ville være formand), så er det altså tilladt at kradse bare en anelse i overfladen.

Var der nogen, som sagde propaganda? Oven i købet af den virkelig kedelige slags.

5 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!