Hiphop-film mangler kant

Portrætfilmen om N.W.A er ikke nogen dårlig film, den er bare heller ikke så god, som den kunne have været

Se traileren til 'Straight Outta Compton'

 
Straight Outta Compton. Instr.: F. Gary Gray. Premiere d. 17. september 2015 ved flere særvisninger. Regulær premiere 24. september

Hvad er din bedømmelse?
Tak - Du har givet

'Straight Outta Compton', der er fortællingen om en af hiphoppens vigtigste grupper N.W.A (Niggaz Wit Attitudes), som var foregangsmænd for gangster-rappen og hele West Coast-scenen, er desværre en lidt frustrerende og ikke mindst ujævn oplevelse.

Frustrerende fordi de mange både sociale, politiske og musikalske elementer der er på spil i historien om N.W.A kun berøres i ret skematiske overskrifter, og ujævn fordi den første time, der beskriver baggrunden og tilblivelsen af gruppen, faktisk er virkelig god – den ligner nærmest et afsnit af 'The Wire' – mens den sidste halvanden time ender i en lidt for traditionel, personfikseret musikfilm.

Dr. Dre - med det borgerlige navn Andre Young. Foto: Ap/Damian Dovarganes Intl. kendte - 23. aug. 2015 - kl. 10:52 Dr. Dre undskylder for overgreb

Central figur
'Straight Outta Compton' er centreret omkring Dr. Dre (Corey Hawkins), Ice Cube (spillet af sønnen O’Shea Jackson Jr.) og Eazy-E (Jason Mitchell), mens resten af slænget kun spiller anonyme roller. En anden central figur er gruppens tvetydige hvide, jødiske manager Jerry Heller (altid gode Paul Giamatti), selv om vi aldrig helt forstår båndet mellem ham og Eazy-E. Senere kommer bøllen Suge Knight (R. Marcus Taylor) også til at fylde en del i landskabet – helt bogstavelig talt.

Som man måske fornemmer, er det klart en fordel (måske ligefrem en betingelse), at man er nogenlunde inde i historien og personernes indbyrdes relationer i forvejen, da formidlingen er noget indforstået for nu at sige det mildt.

Se også: Dr Dre udgiver album efter 16 år

Alle tilfredse
'Straight Outta Compton' lider også noget af, at instruktøren F. Gary Gray (der bl.a. har en del hiphop-videoer på samvittigheden), har forsøgt at gøre alle involverede tilfredse med udlægningen (han har jo brug for musikrettighederne), hvilket nok kan være meget sympatisk, men også resulterer i lidt for mange bløde formuleringer mod slutningen.

'Straight Outta Compton' er bestemt ikke nogen dårlig film, den er bare heller ikke lige så god, som den kunne have været, og mangler helt den kant og kompromisløshed, der kendetegner det album, den har sin titel fra.

Filmen skal selvfølgelig ses, hvis man har den mindste veneration for hiphoppen, men udenforstående vil som nævnt nok føle sig hægtet lidt af.

Straight Outta Compton. Instr.: F. Gary Gray. Medv.: O’Shea Jackson Jr., Corey Hawkins, Jason Mitchell, Paul Giamatti m.fl. 150 min. Premiere d. 17. september 2015 ved flere særvisninger. Regulær premiere 24. september

2 kommentarer
Vis kommentarer